svare, at han ikke kjender loven, men vil rette sig efter, hvad thingmændene kalde lov, saa kan ogsaa dette alene henføres til hans eget thing, og om drabssag bestemmer endelig Fr. 4–7 udtrykkelig, at den dødes arving skal fare i det herred, hvorfra den mistænkte sagdes at være, og der stævne ham til things. Den samme forudsætning ligger ogsaa til grund for den hovedregel, at det var de paa thinget forsamlede mænds pligt, naar de havde udtalt dommen til sagsøgerens fordel, tillige umiddelbart fra thinget af at ledsage og understøtte ham under exekutionen; thi praktisk muligt var dette som oftest naturligvis kun i det fald, at sagsøgte boede i den bygd, hvor thinget holdtes, og altsaa der havde sine betalingsmidler. Som hovedregel kunne vi derfor opstille, at sagsøgtes hjemthing var sagens rette værnething. Men i dobbelt retning gjordes dog herfra vigtige undtagelser. Den ene var, at sagen, hvis den angik fast eiendom, blev at anlægge i den bygd, hvor denne laa. Rigtigheden heraf fremgaar lige umiskjendelig af lovenes omtale af løsnings- som af markeskjelssagerne, idet vidnerne siges at skulle være mænd, der nøie vare kjendte med vedkommende eiendoms forhold og historie, og thingmændene ogsaa her paalægges at deltage i exekutionen. I en enkelt anvendelse, nemlig ved arvesøgsmaal, udtales iøvrigt ogsaa denne værnethingsregel udtrykkelig, idet Gul. kap. 124 siger, at der skal der dømmes om arv, hvor odelsjorderne eller kvægbesætningen er. Naar det derimod om arvesager heder, at arven skal søges i det fylke, hvor den er falden, maa denne sætning, forsaavidt den ogsaa angaar løsøre, vel kun forstaaes med den indskrænkning, at eiendelene og den, der havde taget dem under sin bestyrelse, endnu befandt sig i arveladerens thingkreds. Den anden undtagelse synes ikke at have gaaet foran, men kun staaet alternativ med hovedsætningen. Som netop nævnt, bestemmer Fr. 4–7 udtrykkelig, at drabsmand blev at søge for et thing i sin hjembygd. Ikke desto mindre siger Fr. 4–56, at hvis en mand farer fra sit hjemfylke og dræber eller saarer en mand i et andet, skal klageren søge ham i hans hjem og stævne ham til et thing i den bygd, hvor misgjerningen blev forøvet, og et lignende
