vende, at de to ældre hovedloves thingfarebolker kun haves i brokker; thi heller ikke landsloven kjender det ringeste til noget saadant foredrag, hvilket den visselig ikke vilde have undladt at foreskrive, hvis dens forgjængere, som den saa trolig følger, havde havt noget derom. Men hertil kommer, at man saavel i sagaerne som i lovene undertiden støder paa yttringer, der hel vanskelig lade sig forene med en saadan pligt for lagmændene til at foredrage loven. Naar saaledes en af disse paa rigsmødet i Bergen siger: „Ei kaldes jeg lagmand, fordi jeg er noget kyndig i loven,“ saa vilde jo dette have klinget ikke som beskedenhed, men som en ren meningsløshed, hvis manden dog fra aar til aar havde havt at give samlede fremstillinger af landets ret. Og naar han tilføier: „Jeg har ofte skiftet ret mellem kotkarle, men jeg forstaar mig lidet paa kongers sager“, saa synes han heller ikke at forudsætte, at hans pligt gik videre end til at dømme i forekommende tilfælder. Ogsaa Gunnar Grjonbaks bekjendte tale ved samme anledning og kong Haakons i Fr.lovens indledning optagne retterbod nævne som lagmændenes opgave kun at skifte ret og give orskurd. Lignende betænkeligheder vækker Fr. 6–1, der klager over at bødeberegningen i drabssager“ er mørk for de fieste og behøvede dog mange at vide den“; thi hvorledes kunde dette være tilfældet, hvis lagmanden hvert aar var nødt til at klare den for sig selv og hele thingalmuen? Endnu tydeligere turde Gul. kap. 314 være, hvor koncipisten i ledingsbolkens slutning yttrer sig saaledes: „Nu have vi sat vore landeværnsregler i skraa (d. e. optegnet dem), og vi vide ikke, om det er rigtigt eller urigtigt. Men om end (dette) er urigtigt, saa skulle vi have det lovmaal om vore ledingsydelser, som før har været, og Atle talte for mændene i Gula“. Her er det dog klart, at nedskriveren ikke kan have havt noget embedsmæssigt, mundtligt foredrag at holde sig til, men at han paa egen haand har forsøgt at samle bestemmelserne og derfor heller ikke vil indestaa for deres fulde paalidelighed. Eller hvorledes vilde det have taget sig ud i en mands mund, der i embeds medfør skulde foredrage loven, til slutning at give sine tilhørere den oplysning, at han ikke nøiagtigt vidste, om det,
