(d. e. lovbogen)“; thi dette skulde ske hver morgen i hele lagthingstiden, og lagmanden sees altsaa at have havt loven ved haanden i hvert møde. Og nu heder det i et enkelt haandskrift om denne samme klokkeringning: „Men med den klokke skal der ikke ringes til andet, end at lagmanden vil læse lovbogen, medens thinget staar.“ Lagmandens forretning under hele thingtiden (medens thinget staar) betegnes altsaa her som bestaaende „i at læse lovbogen“, og da vi dog vide, at hans forretning var at sige, hvad loven var i de forekommende tilfælder, saa kan det ikke være andet end dette, der kaldes at læse lovbogen. Saaledes bliver da ogsaa de samme ord at forstaa i den citerede retterbod, og naar det i Eids. kristenret paabydes bispen at høre lovbogen og holde messer og at præke for mændene osv., saa vil det blot sige, at han til rettens bestyrkelse skulde være tilstede, naar lagmanden af lovbogen daglig foredrog de til sagerne hørende lovtexter, d. e. medens dommene afsagdes. Inden lovbøger kom i brug var det følgelig lagmændenes mundtlige svar, som biskoppen ligesom den øvrige thingalmue skulde høre paa, og vi indse ikke, hvorfor ikke den daglige række af disse svar ligesaa godt skulde kunde benævnes lögtala som de svenske foredrag af loven. – Hvad endelig angaar de paabud, som hirdskraaen indeholder om dens oplæsning, saa synes det af lovstedet at fremlyse, at dette var noget nyt, der af Magnus lagabøter selv var bleven indført; thi efter at en del andre retterbøder af denne konge ere blevne anførte, heder det tilslut i kap. 54 om oplæsningen: „Saa er og stadfæsteligen vedtaget inden hirden af alle haandgangne mænd med kongens forsorg og raad, at hele hirdskraaen skal oplæses hver jul.“ For de almindelige loves vedkommende lader sig altsaa deraf ingen anden slutning drage, end den omvendte, der maaske kan findes at ligge deri, at kun hirdskraaen men ikke nogen af kong Magnuses andre lovarbeider nævner en saadan oplæsning. – Summen af alt dette bliver derfor, at ligesaa lidt som der i sagaerne tales et eneste ord om almindelige lovforedrag, findes de i de gamle love foreskrevne eller i et nogenlunde utvetydigt sted hentydede til. Og herimod nytter det neppe at ind-
