i loven ihukommes, synes ogsaa bedst at forstaaes, naar man tænker sig hans foredrag enestaaende. Naar i denne forbindelse ogsaa Gul. kap. 170 og 180 ere nævnte, idet det første siger, at bøder skulle betales efter den kurs (at þvi aura lagi), som er sagt (mælt i Gula), og det andet, at bødesatser (gjöld) blive talte (töld) i Gula, saa udsige disse steder dog i det høieste kun, at der paa Gulathing ved domsafsigelserne tillige angaves, efter hvilken vare- og pengekurs, og efter hvilken beregning bøderne blev ansatte, hvorefter man naturligvis ved de mindre thinge i lignende fald rettede sig. Naar kap. 180 tilføier: „Men af de bødesatser, som blive talte (töld eru) i Gula, da skal derfra beregnes for haand og fod og øie og paa samme maade bod for at have raadet“, saa sees ogsaa, at ingen hel bødeordning paa thinget tænktes angivet, men at man der kun fik et fast udgangspunkt for beregningerne. Vægtigere synes derimod Eid. kr. I kap. 10 at være, idet den ligefrem paalægger biskoppen under sit ophold paa lagthinget at høre paa „lögtölu“ eller lovbogen. Dette i forbindelse med hin retterbod af en kong Haakon, der nævner som lagmandens vigtigste pligt at læse lovbogen for almuen, samt endelig at lagmandens embede og embedskreds hed lovsaga, ere i virkeligheden de eneste yttringer i lovene, der efter vor mening skulde kunne tages som umiddelbare antydninger af en regelmæssig oplæsning af landets almindelige love. Men ligesom ordet lagsaga er dannet i overensstemmelse med udtrykket seggja lög, hvilket ogsaa brugtes om lagmandens lovudsagn i hver enkelt for thinget foreliggende sag og følgelig neppe beviser noget med hensyn til sammenhængende foredrag, saaledes er der heller ingen tvingende grund tilstede for at forstaa de nævnte to lovbud anderledes. Eftersom nemlig skrevne lovbøger i løbet af det 12te aarhundrede vare komne i brug, er det klart, at det maatte falde lagmændene lettest, naar de skulde erklære sig over, hvad loven i dette eller hint omspurgte punkt sagde, simpelt hen at oplæse vedkommende lovsted for thingmændene. At saa virkelig skede, ligger vel ogsaa klart udtrykt i landsl. 1–3. der befaler lagmanden at lade ringe med den store klokke, „naar han vil begive sig til thinget med bogen
