hine fems vedkommende er det at mærke, at de findes i tre lovsteder, der netop omhandle lagthinget og hvad der foregik, d. e. i thingfarebestemmelserne. Ligger det da ikke saare nær at tænke sig, at en i thingstedets nærhed boende lovkyndig mand, der aar ud og aar ind havde anledning til at se disse udøvede, ogsaa først har taget sig for at nedtegne dem? Og i saa fald maatte det falde meget naturlig at bruge udtryk som „her i Gula“, „her paa thingvolden“, hvilke have tilhørt den mundtlige tale ganske paa samme maade som man f. ex. endnu over hele landet siger „her i kirken“ om kirken i det sogn, hvori man opholder sig, om man end i talens øieblik ikke befinder sig i dens umiddelbare nærhed. Eller man kan ogsaa formode, at det særskilt er bleven en lovkyndig mand overdraget at nedskrive thingfarebestemmelserne, og at han har udført dette hverv under selve thingtiden, da han kunde raadføre sig med saa mange andre og desuden se reglerne udførte, eller udtrykkene kunne være indflydte med bogens hensigt for øie, at den skulde slaaes op i under thingtiden. Men saadanne nærliggende muligheder synes i høi grad at svække den slutning, at de paapegede ordelag skulde skyldes mundtlige foredrag, afholdte paa selve thinget. – Blandt de særskilt paaberaabte lovsteder viser Gul. kap. 314 længst tilbage i tiden, idet den omtalte Atle, hvad Maurer maa ansees at have godtgjort sandsynligheden af, vistnok er den samme, der optraadte som bøndernes ordfører ved deres underhandlinger med Magnus den gode. Herom beretter imidlertid Snorre i denne konges saga kap. 22, at Magnus med de forstandigste mænd kom overens om, hvordan loven skulde være, og intet er derfor rimeligere end at Atle er bleven tilkaldt til disse forhandlinger og derefter paa thinget har opregnet (talt) de ensidige forpligtelser, som ifølge den trufne aftale skulde bestaa mellem kongen og bønderne. En saadan anførelse af en række nye eller fornyede lovsætninger kan meget godt tænkes gjort en enkelt gang, uden at man deraf tør slutte sig til en regelmæssig
gjentagelse; ja den maade, hvorpaa hin optræden af Atle
foredragende loven paa thinge; det forklares ligesaa let som en uvilkaarlig anerkjendelse af, andet var sin egen folkestammes lov, han optegnede.
