Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/176

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

som deraf, at ogsaa lovene nævne dem i flertallet. Heller ikke var deres virksomhed indskrænket til en bestemt art af thinge; de sees ligesaa meget at optræde ved bygdethingene som ved de store lagthing. Hvor lidet de endnu under Sigurd Jorsalfarer havde adskilt sig fra den øvrige forsamling, skinner imidlertid frem af deres sammenblanding med lendermændene og ikke mindre af kong Eysteins ord, da kong Sigurd beder lagmændene om at afsige dommen, at der vel vare mænd saa forstandige og kyndige i loven i Norge, at de vidste, hvad ret var. Selvfølgelig fæstede man sig dog efterhaanden i de forskjellige egne ved visse enkelte mænd, og til disse begyndte da lagmandsbetegnelsen, naar de ikke allerede havde en anden, at knytte sig som titel; men høist usikkert forekommer det os, om almuen nogensinde er kommen saa langt, at den har ombyttet denne tause maade at udse sine lagmænd paa med en formelig valg- og udnævnelseshandling.

Efter dette turde altsaa lagmandsinstitutionen endnu have havt en noget bøielig karakter, da erkebiskop Eystein overtog ledelsen af den norske kirke og med alvor og energi søgte at virkeliggjøre de hierarkiske idealer. Have vi ikke ovenfor taget feil i vor fortolkning af Fr. 1–3, har han til sine andre skridt ogsaa føiet dette, at kræve retshaandhævelsen udført under tilsyn af religionens tjenere, og til den ende drevet gjennem, at lovbogen ved lagthingene skulde læses af en dertil udseet præst, eller med andre ord, at en præst skulde træde op som ledende lagmand. Dette tiltag synes det atter at have været, der har fæstet Sverres opmærksomhed ved lagmændene og bragt ham til at give dem kongelig udnævnelse. Vistnok siges det intetsteds udtrykkelig, at denne konge var den første, der antog lagmændene som kongelige ombudsmænd; men da vi af beretningen om rigsmødet i Bergen 1223[1] vide, at han virkelig foretog saadanne udnævnelser, medens dette ikke kan bevises om nogen ældre konge, og da en foranstaltning, hvorved kongedømmets indflydelse banede sig vei i en ny retning, netop passede ind i Sverres regjeringssystem, turde

intet sandsynligere tidspunkt kunne nævnes for ændringen. Denne

  1. Haakon Haakonssøns saga kap. 89–97.