gav imidlertid ombudet i det hele en væsentlig ny karakter. Det var nu ikke længere almuens hædrende udnyttelse af vedkommendes lovkyndighed, der gjorde ham til lagmand, men derimod den kongelige udnævnelse, og da denne naturligvis ikke meddeltes, uden hvor behov gjordes, nedsattes lagmændenes antal til et vist mindre, om end maaske fremdeles ikke ganske bestemt. Paa rigsmødet i Bergen 1223 sees 11 lagmænd at have været tilstede; deres embedskredse benævnes allerede lagsagaer, og om man end ikke af beretningen med nogen sikkerhed kan slutte, at landet ikke talte flere end disse 11, synes det dog at fremgaa, at der i det mindste ikke var saa ret mange flere. Ombudets forretninger siges at bestaa i at „sige lov“ og at „skifte ret“, i hvilket sidste udtryk maaske ligger en anerkjendelse af, at de begyndte at give orskurd ogsaa udenfor thinget. Fuldt udviklet fremtræder imidlertid institutionen først i en retterbod, optagen i Fr. indl. kap. 16. Dette lovsted har Munch vistnok villet henføre til kong Sverre og deri villet finde den forordning, hvorved lagmandsombudet gjordes til et kongeligt[1]; men stedets eget indhold gjør en saadan antagelse umulig, da den forudsætter, at de kongelige udnævnelser allerede i længere tid havde fundet sted og kun sætter straf for misagtelse af lagmandens orskurd. Da dertil kommer, at vedkommende del af Fr. lovens indledning viser sig at være samtidig med lovens deling i 16 bøger, og denne atter, hvad her ikke nærmere kan udvikles, med temmelig bestemthed kan sættes i forbindelse med en i 1244 foretagen revision[2], saa bliver den nævnte retterbod ogsaa at henføre til dette aar. Kongen udtaler sig ved denne leilighed saaledes: „Saa have vi det ofte hørt, at omend somme mænd blive givne sand klage, ville de ikke fare til lagmanden, uagtet man lovligen havde stævnt dem og mange ville ikke bryde sig om lagmandens kjendelse (orskurd), naar han har sagt loven. Men vi
troede dog, at vi med den hensigt havde ansat lagmændene og
