Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/175

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mændenes hverv endnu ikke var bleven et personligt ombud, men udførtes af de lovkyndigste tilstedeværende og paa en maade kollegialt. Dette stemmer ogsaa med, at de nævnte tre steder, der iøvrigt kun i forbigaaende og dygtigt give efterretning om disse funktionærer, ere de eneste lovbud ældre end Fr.lovens indledning, hvori deres tilværelse antydes, og ligeledes dermed, at det først er efter det 12te aarhundredes midte, at en lagmand i sagaerne omtales ved navn og med lagmandsbetegnelsen som titel eller i det mindste som en hans person særlig udhævende og hædrende benævnelse.[1] Da de to søndenfjeldske kristenretter med temmelig bestemthed kan henføres til den anden og tredie fjerdedel af det 12te aarhundrede[2], og hin første lagmand allerede forekommer 20 aar før Sverres fremtræden, er det imidlertid paa den anden side ligesaa sikkert, at ombudet havde antaget en vis fasthed ogsaa før den nævnte konge, og beretningerne om Sigurd af Steig viser, at begyndelsen hertil alt var skeet ved aarhundredets indgang.

Forbinde vi da dette resultat med den ovenfor givne bevisførelse for, at lagmandsombudet dog ikke strækker sig ret langt tilbage i tiden, saa turde sammenhængen sluttes at have været følgende: I det 11te aarhundrede, da kongemagten havde faaet fast fod i landet og en ordnet indre styrelse samt med den en hurtigere udvikling i alle retninger indtraadte begyndte det ogsaa mere og mere at blive følbart, at lovkundskaben efterhaanden havde tabt sin oprindelige simpelhed og havde samlet sig hos et mindre antal begavede mænd. Bønderne, der paa thinge skulde afsige dommene følte sig tryggest, naar saadanne mænd først havde udtalt sin mening, og da lovkyndigheden saaledes herved fik sin mest iøinefaldende praktiske betydning, gik ordet lagmand lidt efter lidt over til at betegne den lovkyndige, der paa thinget afæskedes sin erklæring og gav sin orskurd, og som saaledes for tilfældet fungerede som lagmand. At der paa thingene som oftest fandtes flere saadanne, hvilke raadførte

sig med hverandre, fremgaar saavel af den citerede processkildring

  1. Snorre, Haakon herdebreds saga kap. 4.
  2. Se Konrad Maurer i v. Holtzendorffs Encyclopædi, 2det oplag, I p. 251.