ordet lagmand paa samme maade, som det ellers overalt benyttes? Sammenligningen mellem de nævnte fire steder synes os at føre til den simple forklaring, at det var thingets vigtigste mænd, de ved sine lovsagn afgjørende lagmænd, der paa bøndernes vegne modtog den dem tilfaldende del. At ordet ikke kan betyde lagrettesmænd er allerede klart deraf, at lagret kun fandtes ved lagthinget, medens ingen vil nægte, at utlegd kunde erklæres ogsaa paa heredsthinget, og dernæst bruger det ene sted lagmand i enkelttal, medens lagrettesmændene dog altid vare mange.[1] Betragte vi endelig det tredie hidhørende sted, Fr. 1–1, saa turde denne fortolkning blive til vished. Det heder her om bøder for at oversidde lagthinget: „ármaðr skall hafa hálft en lögmenn hálft fylkismenn allir.“ Den tilsvarende sætning i Gul. kap. 3 lyder imidlertid: þat eigum vér hálft lögunautar, en hálft á konungr vár, hvoraf sees, at de omtalte bøder gik halvt til kongen og halvt til thingfolket. Det bliver da klart, at Fr.lovens ord maa forstaaes paa samme maade[2], og forskjellen er kun, at den nævner aarmanden som den, der paa kongens vegne, og lagmændene som dem, der paa bøndernes vegne havde at modtage boden. Let forstaaelige blive da ogsaa de tilføiede ord „fylkismenn allir“; disse ere tilsatte som forklarende apposition dels for at udhæve, at pengene ikke gik i lagmændenes egen lomme, dels for at sige, at hvert fylke kun erholdt del i de bøder, der var forbrudt af dets egne nævndemænd. Munchs mening, at stedet er feilagtig gjengivet, Fritzners, at lögmenn betyder lögunautar[3], og Maurers, at det betyder lagrettesmænd, synes derfor alle lige uholdbare og unødvendige. Læse vi derimod ogsaa disse tre steder, som de staa, antyde de, at lagmændene vare bøndernes formænd paa thingene; men da to af stederne omtale dem i flertallet, synes de ligesom
beretningerne om Sigurd af Steigs proces at tilhøre en tid, da lag-
