stod i at række vaaben i veiret, men ogsaa, at vaaben bares paa thinget. Det oftere gjenvendende udtryk vaabentag indenfor og udenfor lagretten vidner endelig om, at der ikke er bleven forbudt lagrettesmænd mere end de øvrige thingmænd at komme vaabenklædte. En anden sag var det, at misdæderen skulde lægge sine vaaben ned, naar han indfandt sig paa thinget for at søge fred; det samme skulde han gjøre, hvorsomhelst han under forfølgelse – f. ex. op igjennem en skov – bød lov for sig.[1]
I modsætning til alt dette staar imidlertid hint udtrykkelige vidnesbyrd i Egils saga. Men beretningen her er nøiere beseet selvmodsigende; thi uagtet det siges, at man paa thinget var ubevæbnet, saa sees dog den angribende skare, der paa dronningens opfordring gjorde indhug paa lagretten, men som ogsaa fra først af var tilstede paa thinget, at have været velbevæbnet. Udsagnet maa derfor være at forstaa rent faktisk; i tillid til thingfreden havde man ikke i almindelighed anseet det nødvendigt at klæde sig til kamp.
Under kristendommens indflydelse synes der imidlertid i en sildigere tid at være indtraadt en vis begrændsning i henseende til vaabens bærelse paa thinge. I en retterbod fra 1190 forbyder saaledes Sverre at bære vaaben til og fra thinget[2], og forbudet gjentages for det islandske althing i Jerns. kap. 4, uagtet samme lovs kap. 33 gjengiver det nys citerede sted af Fr. 5–7. Skarpest synes dog selvmodsigelsen at være i Magnus lagabøters landslovs 1–5, der paa den ene side ligeledes forbyder at bære vaaben paa thinge og paa den anden ikke desto mindre paabyder vaabentag udenfor og indenfor lagretten. Man kunde her nærmest være tilbøielig til at tænke sig ordet vaabentag som et gammelt udtryk, der i lovsproget var bleven bibeholdt, uagtet det nu kun betegnede vedtagelse overhovedet. Men man turde maaske komme sammenhængen nærmere ad en anden vei. Ogsaa i kirke siges det nemlig ganske i almindelighed i den nævnte retterbod, at
vaaben ikke skulde bæres. Alligevel fremhæver Fr. 2–10 særlig
