bunden. Vistnok høre vi om et par thingsteder paa Island, at de vare saa hellige, at der ikke maatte udgydes blod eller bæres blottet sværd[1]; men dels fortælles dette som en mærkelighed, og altsaa som en undtagelse, og dels forbydes det selv ikke her at bære vaaben, tværtimod forudsættes det meget mere, at saa skede. Hvad althinget selv angaar, saa berettes der, at det til sine tider var en sjeldenhed at se et vaaben; men ogsaa dette fortælles med en vis forundring, og det siges ved én leilighed udtrykkelig at staa i forbindelse med, at man ogsaa udenfor thinget overhovedet og i tillid til den dybe ro i landet brugte at gaa vaabenløs.[2] Noget forbud mod at bære vaaben paa thinget bør derfor heller ikke her uuderskydes. Først 1218 erfare vi, at der gjennemdreves en lov, ifølge hvilken man ikke skulde komme bevæbnet i de egentlige thingsdome; om althinget selv vedblev derimod den modsatte regel at gjælde.[3] I Sverge have vi allerede seet, at almuen i det mindste ved én leilighed kom bevæbnet til thinge. For Norges vedkommende findes foruden den slutning, der tør drages af selve ordet vaabentag, hin beretning om thinget paa Mæren, der dog ogsaa staar alene. Vigtigt er det derimod, at Gul. kap. 37 ligefrem forudsætter, at de i skiladomen siddende mænd bar vaaben, og endelig turde Fr. 5–7 være afgjørende. Idet nemlig dette sted forklarer, hvorledes det skulde gaa for sig, naar flere sager forelaa thinget, og i den anledning bestemmer, at ingen dom skulde afsiges før vidnerne i de forskjellige sager alle vare afhørte, fastsætter den en 3 marks bod for den, der i utide lagde dom paa, og tilføier saa: Men enhver anden, som holdt vaabnene op, er brødig en baug (en hverr annarra bangi, er vápnum hélt upp). Det er ikke tvivlsomt, at meningen her er at straffe dem, der ved at række vaabnene i veiret gav sit samtykke til den utidige domsafsigelse,
og det er saaledes bevist, ikke alene, at vaabentaget be-
