delbart udtryk for thingmændenes øieblikkelige og ivrige tilslutning til en populær talers yttringer; idet vi ogsaa kun nævner den vanskelighed, som vilde opstaa, naar der var forekommet sager, hvorom meningerne havde været meget delte, skulle vi gjøre opmærksom paa, at den nævnte afiedning neppe er rigtig. Istedetfor vaabentag forefindes nemlig i norske love undertiden ordet thingtag[1], og paa Island brugtes istedetfor vaabentag det saakaldte lófatak d. e. haandtag[2], hvilket hverken var mere eller mindre end haandsoprækning. Nu vil ingen paastaa, at disse ord forudsætte, at nogen „tog“ thinget, eller at thingmændene „tog“ haanden og rakte den op. Ordet tak maa følgelig her have en anden end den alleregentligste betydning, og dette kan kun være antagelse, vedtagelse; det foregaaende sammensætningsled bliver altsaa at opfatte som beskrivende: man tog, vedtog loven, beslutningen, dommen, og det skede paa thinget, deraf thingtag, og undertiden ved haandsoprækning, deraf haandtag. Den aldeles ligedannede sammensætning gjør det nu klart, at vaabentag maa opløses paa samme maade, og det betyder følgelig vedtagelse ved vaabnene. Om nogen nedlæggelse og optagelse af disse bliver der altsaa ikke tale. Allerede heraf synes det temmelig sikkert at fremgaa, at det ikke kan være rigtigt, at man gik ubevæbnet til things. Dette har man imidlertid ment at skulle have været tilfældet, og man har i saa henseende dels paaberaabt sig thingstedernes hellighed, dels beretningen i Egils saga kap. 357, hvor det siges, at der ved et angreb paa lagretten opstod stor forvirring paa thinget, da mændene vare vaabenløse. Men hvad for det første thingenes hellighed angaar, saa synes den ikke i ældre tid at have indeholdt et almindeligt forbud mod at bære vaaben. Thingfreden var i Norge knyttet til thingmændenes personer, ikke til thingstedet, og beskyttede dem fra afreisen til hjemkomsten[3], og det er altsaa klart,
at nogen bortlæggelse af vaaben dermed ikke var nødvendig for-
