Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/163

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

de vaaben, som det var forbudt at bære i kirke eller paa kirkegaard[1], og antyder derved, at der gaves vaaben, hvorom dette forbud ikke gjaldt. Tilladelsen har i saa fald blot kunnet komme sværdet tilgode i modsætning til de egentlige angrebsvaaben, spyd og øxe, og hvad som kunde gaa an i kirke, kunde selvfølgelig endnu mindre have noget imod sig paa thinge.[2] Vi antage derfor, at vaabentaget i den senere tid er skeet ved at række sværdet i veiret til tegn paa samtykke.

Det næste spørgsmaal af interesse bliver, hvorledes det har forholdt sig med de forskjellige thingforsamlingers ledelse, om der ikke maatte være en retsformand tilstede, der som saadan skulde kjende herredets eller fylkets mandtal og reglerne for lagthingets sammensætning, tælle de tilstedeværende, overholde orden, lede forhandlingerne og afstemningen og endelig i thingets navn afsige dommen. For byernes vedkommende er svaret let; thi byfogden, eller, som han da hed, gjaldkeren forudsættes stedse at være tilstede, og da han tillige havde stemme ved afgjørelsen, kunne de nævnte forretninger med sikkerhed sluttes at have paaligget ham.[3] For landsbygderne foreligger derimod iintet utvetydigt vidnesbyrd; thi medens lendermænd og aarmænd vistnok paa den ene side paalægges at indfinde sig ved lagthinget og endog gives bestemte forretninger at udføre[4], saa forbydes lendermændene paa den anden side uden bøndernes tilladelse at tage sæde i lagretten[5], og om de øvrige thinge erfare vi intet andet, end at aarmændene deltog i den af almuen umiddelbart fra thinget af udførte exekution af dommen[6], saa at de følgelig kunne antages

ogsaa i almindelighed at have været tilstede paa thinget. Da

  1. Fr. 2–10: En ef maðr veitir manni atlaup, eða sár med einhverju vapni þvi er fyrirboðit at bera i kirkju eða kirkjugarði.
  2. Sachsenspiegel (II 67) tillader ogsaa udtrykkeligt, at die schöffen tog sæde i retten med sværd eller kniv, men forbyder dem andre vaaben.
  3. Bj. kap. 14 og 102.
  4. Gul. kap. 3, Fr. 1-1 og 2; Egils-saga kap. 57.
  5. Fr. 1–2.
  6. Gul. kap. 35 o. m. fl.