undtagelser skulde være levninger fra en ældre hovedregel, der ganske nægtede brug af modvidner, finder i de norske retskilder nogen bestyrkelse. Det sees vistnok, at de forholdsvis sjeldnere benyttedes; men den nys anførte lovsætning, om hvis ælde alliterationen tilstrækkelig synes at vidne, anvendes dog ikke saa ganske sjelden[1] og danner desuden en saa fast bestanddel af kildernes lære om vidnesbyrd, at den med bestemthed sees at tilhøre en meget oprindelig tid. Navnlig maa det mærkes, at det vistnok meget gamle begreb skrœkváttar d. e. usandfærdige vidner udelukkende er bygget paa muligheden af at fremføre modvidner.[2] Men hvorledes vilde det være muligt at føre modvidner, naar der blot var bleven skirskotet under to, medens loven om modvidners førelse dog var, at de alene mindst maatte være tre? At svare med den forudsætning, at modvidnesbyrdene ikke behøvede at være skirskotne, vilde ligeoverfor vidneinstitutionens daværende skikkelse være en absurditet og overfor kilderne ganske utilstedeligt.[3]
Spørgsmaalet staar imidlertid i forbindelse med et videregaaende. Af adskillige steder, hvor de gamle love omtale den i fjölda manna erhvervede offentlighed, fremgaar det, at denne ingenlunde udelukkede brugen af vidner; man ser endog tydeligt, at det netop var dem, som dannede fjöldi manna, der senere kunde fremføre sine vidnesbyrd som skirskotne. Saaledes fremstilles det i Gul. kap. 124 meget dramatisk, hvorledes gjæsterne ved et gilde, der af den ene part paastaaes, af den anden benægtes at have været lovformeligt bryllup, træde op mod hinanden. Nogle erklære: vi vare der, hvor hans moder blev kjøbt med mund, nemlig paa den og den gaard, og der vare baade brudmænd og brudkoner, og tilgave blev given hende, saaledes som det var blevet hende fæstet.
Andre derimod sige: Vi vare ogsaa der, hvor du var; men ikke
