blev der givet hende nogen lovlig mund. Begge disse erklæringer siges udtrykkeligt afgivne af váttar.[1] Et andet sted, Fr. 9–12, heder det, at den frigivne skal bevise sin nye stand med de váttar, der vare tilstede og drak hans frelsesøl, og lignende udtryk findes der flere af.[2] Endelig siges det i Fr. 9–1 om de ved ættledningsgildet tilstedeværende, at de skulle bære vidnesbyrd derom, og selv om den paa thinget forsamlede almue fremgaar det, at hvilkesomhelst to mænd deriblandt, som vedkommende rettighedshaver maatte faa brug for, blev betragtede, som om sagen var skirskotet under dem personlig, idet den blev lyst paa thinget.[3] Ere vi ovenfor blevne overbeviste om, at tilkaldte vidner begrebmæssig gik ind under vidner, hvorunder der var skirskotet, saa maa vi efter dette komme til den slutning, at heller ikke den offentlige lysning eller retshandlers offentlige afsluttelse i fjölda manna var noget andet end skirskotning under de tilstedeværende, og at forskjellen kun var vidnernes større antal og dermed sagens fuldstændigere vitterliggjørelse. I virkeligheden maatte jo ogsaa enhver slags lysning foregaa i skirskotningsform, d. v. s. som en opfordring til de tilstedeværende om at lægge mærke til og mindes dette eller hint. Som man leilighedsvis erfarer, er opfordringen undertiden ogsaa bleven rettet til alle i almindelighed og nogle enkelte ved navn tiltalte i særdeleshed, hvorved altsaa paa den ene side udtaltes, at de navngivne fortrinsvis vilde blive paaregnede som vidner, men paa den anden ogsaa, at de unavngivne iøvrigt vare hine ganske ligestillede og i tilfælde af hines frafald vilde blive benyttede.[4] En saadan betydning synes der ogsaa at have ligget i brudmændenes og brudkonernes særstilling ligeoverfor de andre bryllupsgjæster, saavelsom i de to vidner paa skjødning, der omtales i Fr. 12–1.
Ved denne sammenknytning af det ensartede bliver det da
muligt at faa en temmelig klar og tilfredsstillende oversigt over
