Hopp til innhold

Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/14

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

kommende troværdighed, behøvede de ikke at være dere end 2.[1] Rent undtagelsesvis og under særegne omstændigheder ansaaes 1 vidne tilstrækkeligt.[2] Derimod er der al sandsynlighed for, at man tidt og ofte har benyttet flere end 2 vidner. Dette gjælder saaledes ved misgjerningers skirskotning, idet man visselig ialmindelighed har skirskotet under alle de tilstedeværende vidneføre mænd, samt ved det slags processuelle vidner, der benævntes domstaurar eller heyringjar og udgjordes af den forsamling af tilskuere, der stod udenom domsstedet,[3] og overhovedet bør det lægges mærke til, at saa mange end de lovsteder ere, der nævne tallet 2, er der dog en langt større mængde, der tale om vidner, men lade antallet ubestemt og det tildels paa en maade, der giver indtrykket af fleres tilstedeværelse. Hertil kommer desuden en vigtig omstændighed. Der forudsættes udtrykkeligt paa flere steder, at modvidner kunde føres til oplysning om retslige optrin, hvortil man altid plejede at tilkalde vidner. Saaledes siger Gul. kap. 283 og 284, at den, der vilde benytte sig af sin løsningsret til jord, skulde betale saa meget, som hans vidner erklærede, at modparten havde givet for jorden, med mindre denne førte modvidner paa at have givet mere. Hovedstedet er dog Gul. kap. 59, der efter først at have udtalt, at to vidner ere saa gode som ti, føier til „ef maðr uggir eigi andvitni ámoti“ d. e. hvis man ikke frygter modvidner. Skulde man ville gjætte paa, at dette bud nærmest kun har anvendelse paa de saakaldte erfaringsvidner, hvilke vi først i en anden forbindelse skulle behandle, saa modbevises dette paa det bestemteste ved de strax nedenfor i kapitlet opregnede undtagelser, hvilke alle angaa tilkaldte vidner og følgelig godtgjøre, at ogsaa

hovedregelen angaar saadanne.[4] Heller ikke den mening, at disse

  1. Se f. ex. Gul. kap. 35, 266; Fr. indl. kap. 16; 14–5; Bj. kap. 3, 135 o. m. fl.
  2. Fr. 4–29; Bj. kap. 169.
  3. Gul. kap. 35, 266; Fr. 10–15, 12–8. D. N. II. 4.
  4. Gul. kap. 59: Svá er ef einn berr vitni með manni, sem engi beri, en tveir sem tíu ef maðr uggir eigi andvitni á moti. Nu ero þau vitni ero eigi skulu andvitni ámoti koma, þat er þingstefnu vitni, ok kvöðu vitni, ok nauðsynja vitni, ok þau vitni er menn bera um deild manne at öldrhusi, – – ályktar vitni, þar skal ok ekki andvitni á moti koma.