gik til Viken og en anden, der gik vestover. Da nu ingen vil paastaa, at ikke Egdafylke som ethvert andet fylke havde sit fylkesthing og udgjorde en judiciel enhed, saa synes det klart, at man her har havt et ganske andet hensyn for øie end thingforholdene, hvad efter Svolderslaget ogsaa paa det eftertrykkeligste fortælles os gjennem den partering, som blev Frostathingslagen tildel. Dette andet hensyn har da simpelt hen været den bekjendte naturlige inddeling af landet i søndenfjelds og norden-(vesten-)fjelds. Lindesnæs skilte mellem begge, og det, som laa østenfor, tilfaldt i dette tilfælde den danske konge, i det andet Oslobispen. Iøvrigt sees det, at den splittelse af det sammenhørende, som ved hin stiftsdeling skede; ikke lang tid efter gjordes god igjen, idet det ny oprettede Stavanger stift kom til at strække sig fra Bukn til Ryggjarbit.
Hvorvidt det derimod er Haakon den gode, der ogsaa fra først af har indført bestemmelsen om et vist antal nævndemænd, eller om denne skriver sig fra Olaf den hellige eller omvendt endog fandtes i en tid, da endnu kun de tre midtlandskaber søgte til Gulathing, kan i mangel af efterretninger ikke afgjøres. Nærmest turde man vel formode, at det er kredsens udvidelse under Haakon, der har krævet dette bud som nødvendig ledsager; i det mindste vilde dette stemme dermed, at der til Thrøndernes oprindelige otte fylkers thing paa Øren ikke fandtes fornødent at sende nævndemænd, medens saadanne benyttedes ved Frostathing, der repræsenterede den udvidede thingkreds.
Gaa vi derpaa over til Eidsivathinget, saa sætter sagaens ovenanførte meddelelse om Olaf den hellige det udenfor al tvivl, at thingforholdene paa Oplandene af denne konge fik sin endelige ordning. Paa den anden side ere vidnesbyrdene om Halfdan Svartes virksomhed for dette thing langtfra saa bestemte, som om Haakon den godes for Gula- og Frostathing. Det er i anledning af den sidste, at Snorre ogsaa nævner hin, idet han siger, at Halfdan havde sat Eidsævislagen, „som før er sagt“. Denne henvisning kan kun sigte til Halfdan Svartes saga kap. 7, hvor der imidlertid ikke nævnes et ord om Eidsivathinget, men blot i almindelighed siges, at Halfdan
