tog sig af lovene. Heraf synes det at fremgaa, at sagaskriveren ikke i sine kilder har fundet noget om, at Halfdan stiftede dette lagdømme – thi i modsat fald vilde han dog vel have omtalt dette i hans egen saga –, men at han, ved at nævne de to lagdømmers dannelse under Haakon, selv har gjort sig den slutning, at Halfdans lovgivningsvirksomhed maatte have gjældt det tredie hovedlagthing. At sammenhængen kun har været denne, bestyrkes deraf, at en anden beretning, den større Olaf den helliges saga kap. 10, ogsaa giver Haakon den gode æren for Eidsivathingets stiftelse. Nu er vistnok ogsaa dette uden tvivl urigtigt, da Haakon aldrig havde noget at bestille med den indre styrelse søndenfjelds; men stedet viser dog, at det ikke var almindelig anerkjendt, at Halfdan i den forbindelse skulde nævnes. Imidlertid synes disse forsøg paa at tillægge en ældre konge lagdømmets dannelse at tyde hen paa, at man var sig Eidsivathingets høie alder bevidst, og naar den samme saga, der opgiver Haakon som stifteren, alligevel senere i bestemte ordelag ved at fortælle om Olaf den helliges virksomhed for den samme thingkreds, lader den formodning sig ikke afvise, at forfatteren har været vidende om, at denne virksomhed dog sluttede sig til et allerede tilværende grundlag. Det sandsynlige bliver derfor, at der mellem de tre oplandske fylker, Raumarike, Ringerike og Hadafylke fra gammel tid, for den sags skyld gjerne længe før Halfdan Svarte, har bestaaet et thingforbund med tre fylkers thing paa Eidsvold, og at Olaf har udvidet dettes lov til at gjælde over hele Oplandene. Men ordene i Olaf den helliges saga gaa videre; der siges ligefrem, at alle Oplændinger skulde søge til Eidsivathing. Hvorledes bringe dette i overensstemmelse med lovens egne udtalelser, der vise, at lagthinget var et tre fylkers thing og med fremstillingen i Historia Norvegiæ, der opregner fire lagdømmer paa Oplandene? Forklaringen kan ingen anden være, end at Eidsivathinget vistnok kun var thing for de tre fylker og sammensat af deres nævndemænd, men at det tillige som et slags hovedthing, hvorfra retsnormerne vare overførte til de øvrige, i vanskelige tilfælder kunde søges af alle Oplændinger. Kun i denne betydning turde betegnelsen lagthing
