Gulathing dog kort efter blev afholdt i anledning af religionsvexlingen; thi Olafs vel beregnede fremgangsmaade var paa den hele reise at forhandle med bønderne fylkevis, da han derved ikke fik den overmagt mod sig, som han vilde have havt, om alle vare blevne stævnede til Gulen. Det thing, som holdtes paa dette lagthingssted, var derfor heller intet lagthing, men et fylkesthing for Hördaland alene, medens kongen senere og paa andet sted holdt møde med Sogninger og Firder.[1] Heraf kan altsaa intet sluttes mod lagthingets tidligere udvidelse. Derimod er ogsaa her en indvending bleven hentet fra delingen efter Svolderslaget og stifternes ordning.[2] Da de tre første bispedømmer under Olaf Kyrre oprettedes, fik biskoppen af Oslo landet lige til Lindesnæs, biskoppen af Selja (Bergen) stykket fra Lindesnæs til Stadt[3], og ved delingen i aaret 1000 fik Erik af Lade foruden fire af de egentlige thrønderske fylker samt Namdalen og Haalogaland tillige det vestenfjeldske til Lindesnæs, medens Viken tilfaldt den danske konge. Heraf har man da sluttet, at landskabet fra Lindesnæs til Ryggjarbit d. e. den del af Egdafylke, som kaldtes østre Agder dengang endnu har tilhørt Viken, da det i modsat fald vilde være fulgt det vestlige. Men dette kunne vi ikke lade gjælde. For Søndmøres vedkommende var sagen en anden, da en række omstændigheder i historiske kilder og retsbøgerne tydede den samme vei, som disse to delinger; her er det derimod blot disse, der taler for en tidligere adskillelse mellem Østagder og Gulathingslagens øvrige dele. Sin smule sagnhistorie har det tilfælles med vestlandet, og forbjerget Ryggjarbits navn vidner om, at derhen boede Ryger. Men modbeviset kan gjøres stærkere. Havde det ved hine delinger været hensigten at følge de verdslige omraaders grændser, saa maatte man dog vel i det mindste have taget hensyn til fylkernes
enhed. Men her skiltes jo netop Egdafylke i en del, der
