Hopp til innhold

Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/147

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

bemærkning. Som ovenfor paavist findes ikke i Frostathingsloven, som den nu foreligger, nogetsteds udtalt, hvormange mænd de udenfjords fylker skulde sende til thinget, og vi gjættede paa, at dette maaske har været ubestemt. Skulde denne gjætning ikke bestyrkes ved, at Søndmøre til Gulathing skulde sende saa mange, det vilde, idet man ved overflytningen kan tænkes simpelthen at have ladet det beholde sin forrige ret i saa henseende? Da fylket nu kun fik en forholdsvis meget kort vei til thinget, var der i det mindste ingen grund til at give det nok en begunstigelse, som det ikke havde før.

For Frostathingslagens vedkommende have vi altsaa seet os opfordrede til at forstaa sagaens ord om, at Haakon den gode „satte“ den, saaledes som de ogsaa hidtil i almindelighed ere blevne forstaaede, nemlig derhen, at han indførte de fylker i thingkredsen, som vi senere vide vare medlemmer deraf. Men fortolke vi beretningen om Frostathinget paa denne maade, vilde det være en utidighed at ville underlægge det samme udtryk, naar det bruges om Gulathing en anden betydning, og vi driste os derfor til ogsaa at forstaa det saaledes, at Haakon ved at føie de nye fylker, Rogaland og Agder, til den gamle, i Egils saga omtalte thingkreds, Hørdaland, Sogn og Fjordene, gav denne den udstrækning og sammensætning, som den endnu paa sagaskriverens tid i det store taget havde. Vi erholde herved tillige en vis indre regelmæssighed i kongens omdannelse af thingordningen, der ikke kan undlade at svække de tvivl, man har næret derom: Thrøndelagen udvidede han ved at inddrage de raumske fylker i thingsognet, Gulathingslagen ved paa samme maade at inddrage de rygske.

Mod at antage, at Rogaland allerede fra Haakons tid af sognede til Gulathing kan der heller ingen indvending hentes fra den omstændighed, at Olaf Tryggvessøn for dette fylke lod sammenkalde

et særeget thing, hvorpaa kristendommen blev antagen, medens

    Sigurds, Eysteins og Olafs saga kap. 24. Han anlagde derfor en havn; men det maatte ligge ham ligesaa nær at fritage fjerntboende for pligtreiser i dette strøg.