og som en vilkaarlighed, men viser sig tydeligt at være skeet i kraft af den gamle forbindelse mellem fylkerne, hvilken altsaa ved bispedømmernes oprettelse under Olaf kyrre endnu ikke var bleven afbrudt. Og paa grundlag heraf maa vi derfor slutte os til Konrad Maurers mening, naar han mod Munch paastaar, at Søndmøre ikke allerede i det 10de aarhundrede kan antages at have tilhørt Gul. lagen. Men naar han samtidig formoder, at det sammen med de to andre har dannet et neutralt omraade mellem Gulathings- og Frostathingslagen, maa vi herimod, som af alt det ovenfor sagte vil være fremgaaet, paa vor side fastholde, at samtlige tre fylker af Haakon den gode ere gjorte til led af det af ham oprettede Frostathings lagdømme. Grunden til, at denne forbindelse for Søndmøres vedkommende i tidens løb er bleven anseet uheldig, og at fylket senere isteden henlagdes under Gulathing, er let at indse; thi det havde til sit gamle thingsted den dobbelte veilængde og en ulige vanskeligere søfart end ned til Gulen ved Sognefjordens indløb, paa hvilken sidste reise endog Stadt kunde undgaaes ved at drage baadene over eidet. Med hensyn til tiden, da denne forandring er skeet, maa det være tilladt at gjætte paa kong Eystein Magnussøns regjering; thi at den falder efter bispedømmernes første ordning under Olaf Kyrre (1066–1093), tør vistnok trygt paastaaes, og paa den anden side maa den være foregaaet en saa vidt rum tid inden Magnus Erlingssøns kongedømme (1161–1184), at den i hans tid kunde henregnes til Olafs lov, d. e. til samlingen af de fra fortiden nedarvede retsregler. Blandt disse optages den nemlig i den ældre redaktion af Gul. kap. 3 i modsætning til Magnuses nye bestemmelser.[1] Men i dette tidsrum udmærker sig netop Eystein (1103–1122) ved sin iver for lovene ligesaa meget som ved sit fremtrædende skjøn for det almennyttige, og disse tvende hensyn er det, som ved den omhandlede
ændring have været virksomme.[2] – Til slutning endnu en liden
