Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/145

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

man indenfjords dog fremdeles havde sit eget hovedthing, maatte allerede i sig selv tjene til at bevare den gamle thrønderske særfølelse og slappe bevidstheden om at være ét med kysten, og da tillige dertil kom, at Ørething udenfor hin paastand med hensyn til kongers kaaring blot kunde fatte beslutninger bindende for Thrøndelagen selv, men ikke for hele Frostathingslagen, hvilket maaske fra tid til anden endog har styrket en aaben separatistisk stræben hos Thrønderne, saa kan det ikke falde underligt, at man i den for begge thinge fælles lovbog finder begge hensyn ved siden af hinanden, idet snart Indthrøndere og Udthrøndere sættes som modsætninger, uden at kystbeboerne nævnes[1], snart disse stilles op jævnsides med hine.[2]

Inden vi forlade den nordlige thingforening bliver endnu et spørgsmaal at drøfte. Idet vi i den ovennævnte sagaberetning om Haakon den godes kristendomspaabud se et vidnesbyrd føiet til de øvrige om de romsdalske bygders og Mørernes tilslutning til Frostathingslagen allerede under Haakon, maa vi i den samme tillige særskilt fæste os ved flertallet Mørerne, der viser, at Søndmøre dengang gik samme vei som Nordmøre og Romsdalen, og vi erindres derved videre om den efter slaget ved Svolder foretagne deling af riget, hvorved ogsaa disse tre fylker forbleve sammen. Til disse kjendsgjerninger kommer endnu den betragtning, at Søndmøre og Nordmøre ethnografisk forholde sig som bilandskaber til det i midten liggende Romsdalen; anderledes kan man ikke forklare sig, at deres navne ere blevne dem givne fra Romsdalen af og med udtryk for deres beliggenhed med hensyn til dette fylke. Den ved hine to leiligheder nævnte sammenhæng mellem disse tre landskaber synes derfor ikke at have været tilfældig, men dybere grundet i deres historiske forhold fra oldtiden af. Og efter dette bliver det da endelig tillige værd at lægge mærke til, at Søndmøre ogsaa i kirkelig henseende sloges sammen med Romsdalen og Nordmøre og ved bispedømmernes oprettelse

henlagdes til Nidaros stift; thi her staar denne ordning ikke alene

  1. Fr. 4–54, 10–30 og 12–8.
  2. Fr. 4–56.