stiller Fr.loven Frostathinget, hvortil ogsaa udenfjords fylker sendte repræsentanter, og hvis forsamling dannedes ved den øiensynlig ikke oprindelige opnævnelse af visse mænd fra hvert fylke. Sagaerne paa sin side berette, at Haakon den gode „satte Frostathingslagen“,[1] og under den samme konge høre vi ogsaa første gang om Frostathinget selv, idet det var der, at hans kristendomspaabud af bønderne tilbagevistes. Hvorledes da forbinde vor antagelse, at Ørethinget var Thrøndelagens ældgamle thing, med denne beretning og begge dele med den mærkelige bibeholdelse af begge thinge? Vistnok ganske simpelt ved at formode, at de for sammenhold og selvfølelse saa bekjendte Thrøndere ikke have villet give sit samtykke til udenfjords fylkers optagelse i deres gamle thingkreds, og at Haakon kun har formaaet at vinde dem for en sammenslutning med hine derved, at han lod Ørethinget bestaa som thing for det egentlige Thrøndelagen og derimod oprettede et nyt thing, Frostathing for det nye lagdømme, Frostathingslagen,
der indbefattede saavel de udenfjords fylker som de thrønderske.
- ↑ Det er vistnok saa, at de to ældste, af hinanden uafhængige sagaer, der omtale Haakons lovgivning, nemlig Ágrip og den legendariske Olafs saga hins hellga kun kjende hans virksomhed for Gulathinget. Naar imidlertid alle de øvrige, mere eller mindre med Snorres forfatterskab i forbindelse staaende sagaer ogsaa nævne Frostathingsloven, have vi ingen ret til at betvivle det sidste mere end det første. De første sagaer støttede sig paa mundtlige meddelelser, der visselig ofte nok have været alt andet end fuldstændige; naar man nu i en noget senere saga finder tilføielser gjorte og rettelser foretagne, lader dette sig ingenlunde opføre som blotte gjætninger af efterfølgeren – saadanne kunde jo ligesaa godt ogsaa findes hos den første bearbeider –, men bør ansees som vidnesbyrd om, at den mundtlige kilde endnu flød og tjente til at fuldstændiggjøre de tidligere optegnelser. Tror man at have stødt paa en konjektur, maa denne egenskab blive at godtgjøre ved adskilligt mere end den blotte paavisning af, at et forarbeide ikke har havt bemærkningen; kun for det fald, at den ældre saga staar den omhandlede tid betydeligt nærmere end den yngre, er saadant tilstrækkeligt; men herom er der i dette tilfælde ikke tale. Iøvrigt omtaler allerede Sighvat skald i sine fritalenhedsviser, som vi have seet, Haakons lovgivning, og om man end vil indskrænke hans ord til at gjælde Sogningerne og Gulathing alene, saa lægger dog sagafortælleren kort ovenfor en tilsvarende yttring det hele landsfolk i munden.
