Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/143

Sandsynligheden af denne forklaring turde være iøinefaldende, og heri ligger da atter et forsvar for, at vi i overensstemmelse med Keyser, Munch og Brandt forstaa sagaens udtryk „satte Frostathingslagen“ derhen, at han samlede thingkredsen og gav den sin senere i det store taget bevarede udstrækning; thi alene saaledes forstaaede støtte sagaens ord den nævnte, af det hele forhold næsten med nødvendighed krævede formodning. Men ogsaa i og for sig betragtet viser denne fortolkning af sagaen sig at være den rigtige. Man nødes nemlig til at anvende vold paa ordene, naar man fra Haakons virksomhed for lovene vil udelukke thingkredsenes udvidelse og afrundning. Udtrykket „satte lov“ kan umulig bruges om foretagelse af nogle ændringer, hvortil han under den her bekjæmpede forudsætning maatte have indskrænket sig, da saavel Thrøndernes „lov“ som midtlandets Gulathing allerede forhen bestod^[1]; men det maa betegne en mere iøinefaldende konstituering, saaledes som den netop vilde fremkomme ved, at de ældre love for forskjellige landskaber sloges sammen og gjordes gjældende i en videre thingkreds. Og dertil kommer endelig ogsaa, at vor forstaaelse af stedet virkelig kan sees at have været den, som man i sagatiden selv lagde i ordene. Den større Olaf den helliges saga kap. 10 tilføier nemlig, efter at have gjentaget beretningen om, at Haakon satte „lovene“, ligefrem den forklaring: „men før havde fylkesmændene hver sin lov“.^[2] Her er det altsaa dog udtrykkeligt sagt, at der under Haakon foregik en samling i større thingkredse, og om end heller ikke før hvert enkelt fylke havde hver sin lov, saa fremgaar vi det mindste saa meget som den gamle forfatters umiskjendelige mening, at der dengang stiftedes

et forbindende fællesskab, som før ikke havde fundet sted.

1. Det sidste sees af Egils saga, og hvad Thrønderne angaar, vil vel ingen tvivle om, at der fra den ældste tid har hersket en fælles og ved fælles institutioner opretholdt retsforfatning mellem disse allerede i de første historiske tider saa nøie forbundne, endrægtigen optrædende og med samme stammenavn betegnede fjordboere.
2. At yttringen kun findes i denne sagabearbeidelse, synes ikke at kunne berøve den sit værd; thi den viser under enhver omstændighed, hvorledes man i sagaernes nedskrivelsestid har forstaaet de ældre kilders udtryk om Haakon.