at man i aarhundredernes løb snart skulde have forlagt lagthinget til Frosten og snart til Nidaros, modbevises derved, at begge thinge efter Fr.lovens udtrykkelige vidnesbyrd vare to forskjellige institutioner, repræsenterende forskjellige kredse og med ganske forskjellig sammensætning, der gjorde en ligefrem substitution af det ene istedetfor det andet til en umulighed. Den nævnte procesberetning synes der heller ikke at kunne lægges nogen vægt paa; thi i en anden saga siges det om det paagjældende thing, at det netop var et otte fylkers thing, altsaa et Ørething, og hin yttring om Frostathingets afholdelse i byen turde derfor ikke være andet end et forsøg af den islandske sagaskriver paa at forene sine forestillinger om de norske lagdømmer med sine kilders beretning om, at thinget samledes i Nidaros.
Gaa vi altsaa ud fra, at de to thinge have staaet ved siden af hinanden gjennem en længere tid af Norges middelalder, saa maa forklaringen herfor søges i en sammenstilling af, hvad vi om ethvert af thingene kunne erfare. Det bliver da at mærke, at Ørethinget udelukkende besøgtes af de egentlige Thrøndere, og at det som et otte fylkers thing danner slutstenen paa den thrønderske thingordning: fylkes, to, fire, otte fylkers thing; thi dette viser uimodsigeligt, at det var Ørething, der var Thrøndelagens gamle hoved- og centralthing. Dets oprindelighed fremgaar ogsaa deraf, at hver thrøndersk bonde og ikke blot et vist særskilt opnævnt mindretal af mænd kunde og skulde fremmøde; thi dette er klarlig den ældre, mest demokratiske og mindst kunstige regel.[1] At Ørethinget fra gammel tid af særlig var udtrykket for Thrøndernes folkevillie, derom vidner tillige den bekjendte omstændighed, at Thrøndernes paastaaede ret til som rigets hovedstamme at kaare konger for det hele land altid skulde udøves paa
Ørethinget, de otte fylkers thing. I modsætning til Ørethinget
- ↑ Naar Sverres saga kap. 16 og Haakon Haakonsøns saga kap. 223 nævne Ørething, hvortil bønder blev at opnævne fra de otte fylker indenfor Agdenæs, saa har denne opnævnelse for begge tilfælder sin grund deri, at den sædvanlige thingtid ikke var inde, og at man altsaa ikke vilde uleilige den hele thrønderske befolkning til extraordinære thinge.
