antal var fire, havde man først tre og siden fem bispedømmer, hvoraf med nødvendighed følger, at der ved deres oprettelse maatte gjøres visse afvigelser fra lagdømmernes grændser, og at disse, hvor de ikke faldt sammen med stifternes, følgelig ikke overalt maa antages at være de yngre. Vistnok kan der ogsaa paavises en kort tid fra Sigurd Jorsalafarers regjering (død 1130) indtil 1152, da stifterne vare fire; men det er klart, at var man først begyndt med at gjøre sig uafhængig af den bestaaende verdslige inddeling, saa tog man det heller ikke senere saa nøie dermed, men lod dette hensyn fremdeles delvis vige for andre. Dette om hin indvending i sin almindelighed; hvor vi i det følgende behandle de enkelte thingkredse, skulle vi ved hver især komme tilbage dertil og søge at klargjøre, hvor meget vi maatte tro at burde lade den gjælde.
Til udgangspunkt vælge vi den i høi grad paafaldende omstændighed, at man nordenfjelds havde to øverste thinge for to kredse, hvoraf den ene helt gik op i den anden. Man har vistnok villet antage, at den i Fr.lovens 1ste bolk saa skarpt fremhævede forskjel saavel med hensyn til tiden og stedet for thingenes afholdelse som til thingkredsenes størrelse og maaden, hvorpaa thinget dannedes, skulde være af en sildig oprindelse, og man bar anført en yttring i en af beretningerne om den bekjendte proces mod Sigurd af Steig, hvor det heder, at Frostathinget ved den leilighed holdtes i byen, som vidnesbyrd om, at de to thinge dengang endnu vare sammenblandede.[1] Men herimod stiller sig som hovedindvendinger, at der ikke kjendes nogen begivenhed, hvorved hint underlige forhold, som Fr.lovens 1ste bolk saa bestemt skildrer, i en sildigere tid kunde være bleven fremkaldt eller skabt; at loven aldeles ikke giver nogen antydning af, at det ene af thingene var en ny indretning, og endelig at begge navne allerede
forekomme saa tidligt som i det 10de aarhundrede.[2] Den antagelse,
