førelsen kunde der naturligvis tidt og ofte blive spørgsmaal om, hvad loven bød.
Efter at vi saaledes have fremstillet, hvad de os opbevarede kilder have at meddele om de fire lagthing og deres tilhørende lagdømmer, bliver den næste undersøgelse; hvor langt tilbage i tiden denne ordning kan antages at gaa. Som bekjendt har det hidtil været gjængs at forstaa sagaernes oven anførte efterretninger saaledes, at Eidsivathing stiftedes af Halfdan Svarte og fornyedes af Olaf den hellige, og at Gulathingslagen og Frostathingslagen erholdt sin ordning af Haakon den gode[1]; om Borgarthingets fremtræden som lagthing har man derimod intet andet vovet at udsige, end at thinget under Sigurd Jorsalafarer ved en leilighed, da de tre øvrige lagthing nævnes, endnu ikke sammenstilles med disse, men at det kan sees at have bestaaet under Magnus Erlingssøn. Mod denne lære er der, forsaavidt de tre førstnævnte lagdømmer angaar, imidlertid bleven indvendt, at det dog intetsteds siges, at thingkredsene under hine konger fik sin senere gjældende sammensætning, og dernæst, at stiftsinddelingen, der i Norge ligesom andensteds viser stærk tilbøielighed til at slutte sig til den verdslige inddeling af landet, dog i visse punkter mærkelig afveg derfra, hvorfor det kan sluttes, at lagdømmerne ved bispedømmernes oprettelse endnu ikke havde erholdt den skikkelse, som vi siden lære at kjende.[2] En fornyet undersøgelse af dette spørgsmaal er følgelig nødvendig.
Hvad da først stifternes forhold til lagdømmerne angaar, saa lader det sig ikke negte, at begge inddelingers grændser for en stor del faldt sammen, og at denne omstændighed berettiger til at anføre afvigelser derfra som støtte for den formodning, at hvor saadanne fandt sted, en senere omordning af den verdslige kreds kan være skeet. Men dette hensyn tør dog neppe
tillægges en altfor fremherskende vægt; thi medens lagdømmernes
