svævende og neppe istand til at udgjøre nogen hindring for en myndig og populær prælats planer, og paa den anden side vide vi, at der allerede i begyndelsen af Eysteins bispedømme fandtes lovbøger, som man henviste til, naar der var spørgsmaal om landets lov og ret.[1] Men ikke alene disse betragtninger, ogsaa lovstedet selv taler for en saadan forstaaelse. I slutningen af det foregaaende kapitel tales der nemlig om lagrettens pligt til at dømme efter, hvad lovbogen siger (eptir þvi lögbók segir), samt om hvorledes den skulde forholde sig, naar bogen tier (er bók skill eigi). Skal nu ordet bog nogle linier nedenfor i et nyt kapitel uden nogen nærmere betegnelse gaa over til at betyde en hel anden bog?[2] Men hertil kommer ogsaa, at ordet ráða i forbindelsen ráda bók langt bedre oversættes med „at tolke bogen“ end „at raade for bogen.“ Fritzner anfører i sin ordbog udtryk som ráða draum, tyde en drøm, ráða rúnar, læse runer, ráða rit, tyde et brev og efter den islandske Graagaas[3] endog ráða skrá, fortolke en skriftlig kontrakt. Paa samme maade har visselig udtrykket ráða bók været forstaaet om at tyde eller tolke en bog, medens man for at undgaa en saa nærliggende forvexling vilde have sagt ráða fyrir bók, naar det skulde hede raade for bogen.
Med hensyn til lagthingenes forretningsorden forøvrigt erfare vi intet. Af Fr. 5–7 sees det, at der ved bygdethingene skulde skulde ventes med domsafsigelsen, indtil vidneførselen i alle de forebragte sager var fuldendt; da vi finde den samme regel ved de islandske thinge, tør vi maaske antage den for en almengjældende sætning i vor gamle ret og altsaa ogsaa overføre den paa lagthingene. I det mindste lader sig herimod ingen indvending hente fra den omstændighed, at lagmanden eller præsten daglig
skulde have lovbogen med sig paa thinge; thi ogsaa under vidne-
