Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/137

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

udeblivelsesbod, medens de slap med en mindre, naar de kom efter samlingsdagen, men før edernes aflæggelse. De regelmæssige forhandlinger aabnedes derpaa hver morgen kl. 6 og varede til kl. 3 (til nóns). Ifølge et lovbud, – der tilskrives erkebiskop Eystein (død 1188), skulde man gaa fastende til thinget, og det blev at paase, at der paa thingpladsen ikke blev nydt eller falbudt øl eller mad.

Ifølge landsl. 1–3 skulde forhandlingernes begyndelse daglig bekjendtgjøres ved klokkeringning. „Lagmanden“, heder det, „skal lade ringe med den største klokke, naar han vil begive sig til thinget med bogen. Men med den klokke skal der ikke ringes til andet, medens thinget staar.“ Hvad det er for en bog, som herved er ment, sees af en variant, der siger: „Men med den klokke skal der ikke ringes til andet, end at lagmanden vil læse lovbogen, medens thinget staar.“ Det er med lovbogen i haand, at den paa det 13de aarhundredes lagthing præsiderende lagmand hver morgen skal begive sig til thinget. Stedet er imidlertid med en enkelt iøinefaldende ændring optaget fra Fr. 1–3, der indeholder de erkebiskop Eystein tilskrevne, ovenfor citerede lovbud om thingordningen: „En prestr sá er bok skal ráða“, lyder det her, „han skal ringe med den store klokke, naar han vil gaa til things med bogen; men med den klokke skal ikke ringes til andet, medens thinget staar.“ Disse ord har man vistnok hidtil forstaaet, som om de sagde, at den præst, der skal raade for bogen d. e. evangeliebogen, hvorpaa vidneederne skulde aflægges, skal lade ringe o. s. v.; men det synes ikke rimeligt, at det var en anden bogs ankomst til thinget, som daglig betegnede forhandlingernes aabning i det tolvte aarhundrede, end i det trettende. Og under den forudsætning, at det var den samme, vil saa ikke udtrykket i Fr. 1–3 blot sige, at den for hierarkiets politiske magtforøgelse saa nidkjære erkebiskop Eystein har benyttet den tid, da han, som vi af Magnus Erlingssøns saga vide, var saa godt som eneraadende i Thrøndelagen, til ogsaa at skaffe geistligheden et slags præsidium paa lagthinget? Som vi nedenfor skulle se var lagmændenes stilling dengang endnu vistnok meget