thinget.[1] Vi kunne anføre endnu en betragtning til fordel for denne antagelse. Ifølge Gul. kap. 3 skulde samtlige lendermænd indfinde sig paa lagthinget, eller i det mindste saa mange, som i bygderne kunde undværes. At antage, at den stik modsatte regel skulde have gjældt nordenfjelds, nemlig at de kun efter særskilt tilladelse skulde kunne fremmøde, vil ingen paastaa. Naar imidlertid Fr. 1–2 udtrykkelig siger, at lendermænd ikke maatte komme i lagretten, med mindre bønderne gav lov, saa følger heraf, at lagretten maatte være noget andet end thinget. Eller har man lyst til at tænke sig lendermændene, hos hvilke thingets politi- og vagthavende myndighed laa, spadserende rundt udenom forsamlingen, som de ikke turde komme nær? Endelig maa det ogsaa erkjendes at stride mod enhver rimelighed, at man skulde have sat 400 mænd ind i lagretten, hvis hensigt det dog klarlig var at lette og muliggjøre domsbehandlingen, der vilde være bleven altfor tungvindt, hvis hele thinget skulde have taget praktisk del deri. Efter alt dette antage vi derfor, at lagretten paa Frostathing har bestaaet af et vist mindre antal blandt de ældste og erfarneste mænd. Hvad angaar tallet tre tylvter, der baade findes i Egils saga, Jernsida og landsloven, har man vistnok intet ligefremt vidnesbyrd om, at det ogsaa tilhørte Fr.loven; sandsynligt er det dog i ethvert fald.[2]
Erkjende vi saaledes, at hin sætning i kap. 2 om de 400 nævndemænd ikke hører hjemme, hvor den nu staar, kan den fornuftigvis kun blive at henføre til Fr.lovens bestemmelser om afsendelse af thingmænd fra fylkerne; den maa svare til Gul. kap. 3 og være taget fra det tabte stykke af 1–1. Vi vide altsaa antallet af de 8 thrønderske fylkers nævndemænd. Men efter landsloven hørte under Magnus lagabøter kystfylkerne Romsdalen, Nordmøre og Namdalen tillige med til Fr.lagen, og der spørges derfor, om dette ikke allerede tidligere har været saa. Herved bliver først Fr. 1–1
at tage i betragtning. Det heder nemlig paa dette sted, at inden-
