ling og lagretten var et og det samme.[1] I Men dette forekommer os ikke meget sandsynligt. Allerede kap. 3 synes bestemt at forstaa noget andet ved thinget end kap. 2 ved lagretten; navnlig kunne bestemmelserne om øl og mad paa ingen maade henføres til lagretten, da det efter de gamles hele tænkevis og opførsel ikke engang vilde faldt dem ind at forbyde, at man ikke førte øltønder indenfor de hellige vébaand. Ogsaa viser Fr. 10–30, at lagretten vistnok stod i nøieste forbindelse med thinget, men ikke var ét dermed,[2] og det samme gjælder om det udtryk, der bruges om en beslutnings vedtagelse, at denne skede „indenfor og udenfor lagretten“[3]; havde hele thinget været indenfor, var en vedtagelse udenfor bleven meningsløs. Endelig kommer hertil, at den i alt væsentligt fra Fr.loven stammende Jernsida kun kjender en af tre tylvter bestaaende lagret.[4] Læser man nu med disse vægtige tvivlsgrunde for øie paany kap. 2 igjennem, opdager man ogsaa, at stedet ved en ualmindelig slet affattelse stærkt tyder hen paa, at dets text foreligger i fordærvet stand. Efter at det nemlig er udtalt, at der til lagrettesmænd fra hvert fylke skal tages saa mange, som sagt er (i det tabte stykke af kap. 1), indskydes sætningen om de 400 nævndemænd, hvorpaa der atter gaaes over til lagretten idet der siges, at i denne skulde de ældste og mest erfarne mænd indvælges. Men hvad mening vilde det være at karakterisere hele 400 mænd som ældre og mere erfarne end andre? Og hvorfor gjentage, at valget tilkom aarmændene, hvis det var den samme opnævnelse, hvorom allerede kap. 1 siger, at den foretoges af aarmændene? Lokket ved ordene: „saa mange som sagt er, fra hvert fylke“, har tydeligvis en hjælpsom afskriver hidtrukket et tal, der hørte hjemme i ganske andre forbindelser; maaske har ogsaa den omstændighed bidraget til at forvirre ham, at lagretten
som thingets vigtigste del undertiden brugtes for at betegne hele
