Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/124

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

føres paa thinget, hvad enten de paagjældende selv „gjøre det (thinget) eller en anden mand“. Af beslægtede grunde er det vel ogsaa, at Fr. indl. kap. 23 lader den gamle forskjel mellem dømmende og administrative thinge forsaavidt falde, som den tillader almindelige søgsmaals anlæg ogsaa paa skibredethinget, hvor tidligere kun ledingsanliggender vare blevne drøftede. Endelig er det muligt, at man ogsaa udenfor de to regelmæssige thinge høst og vaar, har havt endnu et par faste thingtider. I det mindste nævner en saga thinget i gangdagene (ugen før Kristi himmelfart) paa en maade, der indbyder til den antagelse, at det var et regelmæssigt gjenvendende.[1]

Organisationen af melleminstantserne, Gulathingslagens fylkesthing og Frostathingslagens to og fire fylkers thing, er det endnu vanskeligere at danne sig en bestemt mening om, idet enhver nærmere antydning mangler. Da de repræsenterede flere thingkredse, har man antaget, at de aldrig af en enkelt privatmand kunde sammenkaldes, men kun gjennem de offentlige ombudsmænd, lendermænd og aarmænd. Dette har vel ogsaa været det regelmæssige; men de bekjendte bud i Fr. 4–50 o. flg. om opstand mod konge, jarl og lendermand vise dog, at det ogsaa stod i bøndernes egen magt under straffetrudsel for udeblivelse at foretage lovlig anerkjendte sammenkaldelser af flere fylkers mænd. At disse thinge ligesom fylkesthingene dannedes uden opnævnelse, men at den hele almue mødte frem, og at der i det hele taget har gjældt de samme forbud mod at udeblive fra dem som fra hine, synes at være det sandsynligste, da man dog vel i modsat fald i lovene havde fundet visse regler for opnævnelsen. Heller ikke er der mere end ved bygdethingene grund til at antage noget slags udvalg af thingmændene til sagernes paadømmelse.

Tilbage staa altsaa rigets store dømmende forsamlinger, lagthingene. Af disse fandtes der indtil lovreformen under Magnus lagabøter fire, hvoraf det vestlige, Gulathing, og det nordlige, Frostathing, i vore kilder findes nærmere omtalte, medens mangelen

paa lovbøger fra det søndenfjeldske indskrænker vort kjend-

  1. Snorre, Sigurds, Eysteins og Inges saga kap. 7.