der skulde opnævnes, og en saadan opnævnelse ogsaa forhen fandt sted, da videre hensigten med høstthinget var, at de paa lagthinget afsagte domme og fattede beslutninger der skulde forkyndes, og dette ligeledes forhen maa være skeet, tør det maaske med temmelig sikkerhed antages, at ogsaa i den ældre tid thing i disse anledninger ere blevne sammenkaldte. Dette bestyrkes ogsaa ved den kjendsgjerning, at Island fra althingets oprettelse indførte den samme ordning. For disse regelmæssige thinge har man formodentlig tillige passet paa at faa indbragt de private tvistigheder og klager, som til den tid kunde gjøres modne til paakjendelse. Det synes nemlig af vore kilder at fremgaa, at forpligtelsen til at fremmøde til things ikke altid faldt bønderne behagelig. Der maatte sættes bestemte bøder for udeblivelse, og for at afskjære adgangen til altfor mange undskyldninger paalagdes det dem endog at begive sig paa veien, selv om de boede saa langt borte fra stedet for thingets afholdelse, at de ikke med rimelighed kunde vente at komme tidsnok; de skulde gaa, heder det, indtil de mødte den øvrige almue paa tilbageveien.[1] I Fr. 5–12 tillades det betegnende nok at sidde hjemme, naar indkaldelsen led af formelle mangler, f. ex. naar der var bleven sendt om en pil som budstikke til samling af et almindeligt thing. Herhen hører ogsaa et udtryk i Gul. kap. 35, der siger, at klageren skal stævne sin modpart til things inden 5 nætter i det korteste og 5 fimter i det længste, „hvis han ved, naar thing skal være; men ved han det ikke, faar han bie, indtil han ved det“. At der herved ikke gjøres nogen indskrænkning i den enhver tilkommende ret til at sammenkalde thinget, er klart; thi umiddelbart efter heder det, at den, som behøver, skal samle thing, „hvis han vil det“. Men netop det sidste lille betegnende tillæg viser, at man i almindelighed, naar sagen ikke var saameget større, kviede sig ved at uleilige bygdens folk med thingberammelser, og heller valgte at bie, indtil et af de ovennævnte regelmæssige thinge eller et andet i en anden anledning alligevel afholdtes. I overensstemmelse hermed heder det
da ogsaa i Eid. kr. I. kap. 30, at vidner i en vis art sager skulle
- ↑ Gul. kap. 131.
