At den dog fremdeles ogsaa kunde sættes, uden at noget thing holdtes, sees af landsl. 4–20, der tillader lagmanden at kalde parterne til sig, og paa dette stævne opnævne mændene. Det samme sted viser, at domen endnu ligesom efter Magnus Erlingssøns retterbod i sin kjendelse fastsatte terminen for bødernes betaling (salastefnur). Ogsaa deri viser endelig institutionens historiske sammenhæng med sættarstævnet sig, at det ikke lykkedes at gjøre den nye bestemmelse om sex mænd til sikker retspraxis. Paa mange steder synes man at have holdt fast ved det gamle tolvtal, og de forskjellige haandskrifter af lands- og byloven nævne om hverandre og uden nogensomhelst regelbundethed snart 6 mænd, snart 12 mænd; den store forordning af 1280 kræver 12 mænd ved større forbrydelser.
Vi forlade hermed de private retsmidler, der stod til de gamle Nordmænds raadighed og gaa over til de rettergangsregler, man havde at benytte, naar hine vare utilstrækkelige, og man altsaa maatte ty til statens hjælp og afgjørende bistand, ydet gjennem dens organ, den offentlige thingforsamling. Førend vi imidlertid begynde skildringen af de herved brugelige søgsmaalsformer, maa et forsøg gjøres paa at fortolke de yderst magre efterretninger, der ere os overleverede om thingforfatningen og de enkelte thinges organisation.
Gul. kap. 266 skiller blandt thingene bestemt mellem tre arter; delingsgrunden er det distrikts størrelse, for hvilket de ere sammenkaldte, og de betegnes derfor henholdsvis som herreds-
