Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/118

Magnus lagabøters love have atter Magnus Erlingssøns regel, kun med den sædvanlige nedsættelse i bødesatsen.

Ved Magnus lagabøters lovreform undergik den gjældende ret ogsaa med hensyn til sættardomen væsentlige ændringer. Allerede i begyndelsen af sin regjering drev denne konge igjennem, at private bøder i drabstilfælde ikke længere skulde betales af drabsmandens hele ætt til hele den dræbtes, men kun af drabsmanden selv til den nærmeste arving. Den vanskelige fordeling af det udredede gods mellem slægtningerne, hvilken hidtil, som Fr. 6–1 viser, ofte havde faldt sættardómsmændene saa surt at udføre, faldt derved bort, og det var maaske af hensyn til denne lettelse, at der tillige bestemtes, at dómsmændenes antal skulde nedsættes til sex. Deres adgang til ganske efter sagens omstændigheder at vælge den passende bødesum udtales ved denne leilighed udtrykkeligt, og alle hensyn til de gamle saktal afskaffes.^[1] Da det desuden, som allerede udhævet i slutningen af Haakon Haakonssøns regjering var bleven fastsat, at sagsøgeren i regelen var nødt til at give drabsmanden fred, naar han bød fulde bøder for sig, var domens stilling i virkeligheden bleven en anden: fra en forligsret var den bleven en uafhængig domstol. Efter disse forberedelser kunde derfor ved landsloven endelig det sidste skridt gjøres, der helt skulde bringe institutionen ind under tidens theorier om den dømmende magt: retten til at udnævne dómsmændene, der endnu i Jernsida siges at tilkomme parterne, fratoges nu disse og henlagdes til den kongelige embedsmand, den retsstyrende lagmand.^[2] Samtidig traadte domen ogsaa i en nærmere forbindelse med thinget og synes at være bleven holdt umiddelbart efter og i flugt med dette. Allerede i Jernsida findes der antydninger hertil,

og i landsloven siges den udtrykkeligt at dømme paa thinget.^[3]

1. Jerns. kap. 42, der udtrykkelig betegnes som en under Magnus vedtagen retterbod: En af fé veganda dœmi .vi. skilrikir menn, lögliga tilnefndir, slika gerð eptir lagaskilorði sem þeir sjá rettligast fyrir guði ok málavextir eru til, erfingjum hins dauða einum. En allar aðrar frændbœtr ok saktal skal falla niðr.
2. Jerns. kap. 38 jævnført med landsl. 4–5 o. m. fl.
3. Jerns. kap. 38, 47 i. f.; landsl. 4–17.