Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/120

Denne siden er korrekturlest

eller fjerdingsthing^[1], fylkesthing og det for hele lagdømmet fælles lagthing paa Gulen. I Throndhjem var herredsinddelingen oprindelig ikke kjendt,^[2] og Fr. 10–30 sætter følgelig fylket som den engeste thingkreds; men foruden fylkesthing opregnes to fylkers thing, fire fylkers thing og otte fylkers thing, ved hvilket sidste forstaaes lagdømmets fælles lagthing paa Frosten eller Ørethinget i Nidaros. Endelig sees af det lille opbevarede brudstykke af Eidsivathingsloven^[3], at thingkredsene paa Oplandene vare trediedels- eller halvfylker, fylker og tre fylker. Til thingene for den engeste kreds, herredsthing i Gulathingslagen, fylkesthing i Thrøndelagen, sigte begge love paa de fleste steder, hvor thing nævnes; men deres organisation skildres intetsteds. Lagthingene blive derimod

kun sjelden gjenstand for omtale, men denne er til gjengjæld

↑ At fjerdingen vestenfjelds faldt sammen med herredet, sees netop af dette samme kapitel, idet det kalder thinget fjerdingsthing, men strax nedenfor befaler den, der ikke er tilfreds med sagens behandling paa fjerdingsthinget, at skirskote denne under „utheraðrs menn“, d. e. mænd fra et andet herred, en bestemmelse, der alene kan forklares ved den forudsætning, at alle tilstedeværende mænd fra fra hjemherredet havde deltaget i thingforhandlingerne og altsaa ikke kunde kaldes til vidner paa disse.
↑ Fr.loven bruger vistnok paa tiere steder ordet herred; men for det egentlige Throndhjems vedkommende staar det enten for at betegne landet i modsætning til byen eller i samme betydning som fylke; se f. ex. 4–56 og 10–32.
↑ Norges gamle love 2det bind p. 523. At det er et brudstykke af Eidsivathings- og ei af Borgarthingsretten, som her er os bevaret, fremgaar af en sammenligligning med kristenretterne. Af disse sees nemlig, at der i Borgarthingslagen havdes to fylkeskirker i hvert fylke, under dem herredskirker og endelig høgendeskirker, og i Eidsivathingslagen þriðjungs- (trediedelsfylkes-)kirker, der ogsaa kaldes hovedkirker og herredskirker, samt høgendeskirker. Det er heraf klart, at de regelmæssige sognekirker i Viken ikke kunne have været kirker for et trediedelsfylke, med andre ord, at herrederne der ikke kunne have været saa store som trediedelen af et fylke, medens herrederne paa Oplandene netop have faldt sammen med trediedelsfylket. Og af det nævnte brudstykke sees trediedelsfylket at have været den mindste inddeling, vedkommende lovbog har kjendt, og denne kan altsaa blot have været Eidsivathingets. Se Borg. kr. I. kap. 8, 10 og 12; II. kap. 16, 17 og 19; III. kap. 11, 12 og 14; Eid. kr. I. kap. 32–35, 39 og 40; II. kap. 28 og 32. Se ogsaa K. Maurer: Die Bekehrung des norwegischen Stammes, 2den del, p. 444, note 5.

[1] At fjerdingen vestenfjelds faldt sammen med herredet, sees netop af dette samme kapitel, idet det kalder thinget fjerdingsthing, men strax nedenfor befaler den, der ikke er tilfreds med sagens behandling paa fjerdingsthinget, at skirskote denne under „utheraðrs menn“, d. e. mænd fra et andet herred, en bestemmelse, der alene kan forklares ved den forudsætning, at alle tilstedeværende mænd fra fra hjemherredet havde deltaget i thingforhandlingerne og altsaa ikke kunde kaldes til vidner paa disse.

[2] Fr.loven bruger vistnok paa tiere steder ordet herred; men for det egentlige Throndhjems vedkommende staar det enten for at betegne landet i modsætning til byen eller i samme betydning som fylke; se f. ex. 4–56 og 10–32.

[3] Norges gamle love 2det bind p. 523. At det er et brudstykke af Eidsivathings- og ei af Borgarthingsretten, som her er os bevaret, fremgaar af en sammenligligning med kristenretterne. Af disse sees nemlig, at der i Borgarthingslagen havdes to fylkeskirker i hvert fylke, under dem herredskirker og endelig høgendeskirker, og i Eidsivathingslagen þriðjungs- (trediedelsfylkes-)kirker, der ogsaa kaldes hovedkirker og herredskirker, samt høgendeskirker. Det er heraf klart, at de regelmæssige sognekirker i Viken ikke kunne have været kirker for et trediedelsfylke, med andre ord, at herrederne der ikke kunne have været saa store som trediedelen af et fylke, medens herrederne paa Oplandene netop have faldt sammen med trediedelsfylket. Og af det nævnte brudstykke sees trediedelsfylket at have været den mindste inddeling, vedkommende lovbog har kjendt, og denne kan altsaa blot have været Eidsivathingets. Se Borg. kr. I. kap. 8, 10 og 12; II. kap. 16, 17 og 19; III. kap. 11, 12 og 14; Eid. kr. I. kap. 32–35, 39 og 40; II. kap. 28 og 32. Se ogsaa K. Maurer: Die Bekehrung des norwegischen Stammes, 2den del, p. 444, note 5.

[1]

[2]

[3]