selv vilde have modtaget saadant forlig og saadanne bøder.[1] Nu er imidlertid intet sikrere, end at der i lovenes straffesatser ikke tales det allermindste om denne ed, og at den altsaa var en ren privat opfindelse og forøgelse i fordringerne fra sagsøgerens side, der efterhaanden dog var naaet op til sædvansmæssig ret; men kunde fordringerne paa denne maade øges, var der ogsaa en mulighed for at gjøre det samme med hensyn til selve boden, og paa forudsætningen om en saadan mulighed er jo tillige eden selv og dens formular udtrykkelig bygget. Iøvrigt bortfaldt jafnaðareden ved Magnus Lagabøters landslov, og allerede i Jernsida erklærer denne konge, at en saadan ed, som man har indført i forligsbetingelserne, mere skylder fordringsfuldhed end lov og ret denne sin benyttelse.[2][3]
Den vaghed, som saaledes maa ansees at have hersket paa det her omhandlede omraade, maatte nødvendigvis have indflydelse paa sættarstævnets virksomhed. Den blev en forligelseskommission, der ved at fire og hale sluttelig naaede saa langt, at den kunde afsige en kjendelse, hvori billigheden vel som oftest faldt sammen med retten, men dog vistnok ogsaa undertiden kjendelig
fjernede sig derfra.
- ↑ Bj. kap. 90: En hvervitna er maðr bœtir manni fullrétti, þá skall hann vinna honum jafnaðareið, at hann mundi slikt sáttmál ok slikar bœtr sér til handa taka af honum, ef hann ætti slikan hluta máls sem hann, ok væri þeir jafnir menn ok vildi hann sátt taka. En ef hann vill ekki þann eið vinna, þá er jafnt útlegr sem aðrir, þó at hann hafi fé bœtt. Jfr. kap. 32.
- ↑ Jerns. kap. 49.
- ↑ Se om disse spørgsmaal v. Amira p. a. s. p. 48 flg. og Konrad Maurer i Kritische Vierteljahrschrift, 16de bind p. 83 flg. Begge disse forfattere finde det for den tid, som de skrevne love tilhøre, utvivlsomt, at den krænkede ingen ret havde til at nægte modtagelsen med den virkning, at forbryderen blev utlæg. Derimod mener Maurer mod v. Amira, at den ældre tid har kjendt en saadan ret, og jeg slutter mig forsaavidt ganske til hans udtalelser; thi det er netop lævningerne af den ældre tids opfatning, jeg ovenfor har søgt at paavise bag lovens modsatte, en senere periode tilhørende forudsætninger, der endnu kun havde naaet frem til social, men ei til fuld juridisk gyldighed. Se. Fr. Brandt, Brudstykker af Forelæsninger over den norske Retshistorie § 53, hvis opfattelse jeg tiltræder.
