Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/114

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Med hensyn til stævnets indretning og fremgangsmaade er Fr. 10–28 af vigtighed. Den siger nemlig: „Hvor mænd lægge sine hænder sammen, og er der 6 mænd paa hver side, da skal det saaledes holdes, som domen dømte.“[1] Heraf lære vi altsaa, at sættarstævnet ligesom skilardomen bestod af 12 mænd, opnævnte 6 af hver part, og at de stridende for stævnet rakte hinanden haanden til forlig; thi at der her er tale om sættardóm og ikke om skiladóm, sees af de foregaaende kap. 21 og 22, hvor udtrykket at „fæste sine hænder sammen og ere 6 mænd paa begge sider“ bruges i modsætning til skiladomen, der her i egentlig forstand benævnes „domen“. I overensstemmelse hermed kaldes sættarstævnet i Bj. kap. 104 12 manna dómr. Der kan imidlertid spørges, om forliget sluttedes før eller efter domsafsigelsen eller med andre ord, om det gik ud paa at underkaste sig sættarstævnets endnu ukjendte afgjørelse eller kun bestod i en tilkjendegivelse af, at man enedes paa det i dommen forslagsvis opstillede grundlag. Det rigtige er maaske, at nogen bestemt regel herom ikke heller har gjældt; men paa den anden side maa det dog anføres, at Haakon Haakonssøns saga kap. 52 indeholder et klart exempel paa, at forliget gik ud paa at rette sig efter den endnu ikke afgivne

dom.[2] I ethvert fald blev den sum, som man saaledes ved-

  1. Paa oldnorsk: Hvar er menn leggja hendr sinar saman, ok eru .vi. menn af hvárstveggja hendi, þá skal allt svá halda sem dómr dœmdi. Man har troet at burde oversætte det sidste led „som om domen dømte“; men det indsees ikke, at dertil foreligger fuld foranledning. Beretningen i Haakon Haakonssøn saga kap. 52 viser, at der ved saadan anledning baade sluttedes forlig og afsagdes dom.
  2. Medens kong Haakon og Skule af Rein 1218 opholdt sig i Oslo, opkom der en aften slagsmaal mellem begges hird. Kongens morbroder Gunnolf hug næsten haanden af en af jarlens bedste mænd ved navn Eilif, og i forbittrelse herover saarede Skule selv den anseede Vegard af Veradal, kongens tro mand. Om forfølgelsen af disse sager beretter nu kap. 52: „Om morgenen, da formesserne vare sungne, gik kongen til Eilif og bød ham beder for Gunnolf. Eilif svarede vel og tilsagde grid, indtil det viste sig, hvorledes det gik med hans saar. Kongen lod da blaase hirdstævne og bar denne sag (nemlig om hele slagsmaalet), frem der. Der vare helt ulige meninger. Da stod Vegard af Veradal op og for-