Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/112

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

gjerningens egen beskaffenhed, idet man f. ex. i drabssag vanskeligere lod sig stille tilfreds med bøder, end hvor kun talen var om saar osv., og i det hele gjælder det vel tillige, at jo længere man tænker sig tilbage i tiden, desto hyppigere gjordes der brug af denne haarde vægring.

Hvad dernæst angaar den i lovene fastsatte størrelse for bøderne, saa følger det af det nys sagte, at den mulighed, der forelaa til endog ganske at nægte deres modtagelse, med saa meget større lethed maatte kunne gjøre sig gjældende som en paastand paa rigeligere bøder, end almindeligt gaves. For drabssagers vedkommende finder en saadan ubestemthed ogsaa sit klare udtryk i lovene selv, idet mandeboden slet ikke opføres med nogen engang for alle fastsat størrelse, men forudsættes at kunne være af snart sagt et hvilketsomhelst beløb. Fr. 6–1 udtaler ogsaa ligefrem sin forargelse over, at de mænd, der sidde i domene og gjøre forlig, ikke ved bodens fastsættelse og fordeling følge sikkre regler, men snakke frem og tilbage, naturligvis for at faa parterne til gjensidig eftergivenhed.[1] Hvad derimod andre misgjerninger angaar, give lovene overalt bestemte bødesatser, der kun derved afændres, at de tildels lyde forskjellig efter den krænkedes stand. Heraf at slutte, at det ikke i regelen ansaaes tilladeligt for sagsøgeren at kræve mere, er vistnok det ene rigtige; men neppe tør man gaa saa langt som til at paastaa, at ikke ogsaa denne sætning under særegne omstændigheder kunde vise sig afmægtig. Den praxis sees nemlig efterhaanden at have uddannet sig, at det ikke ansaaes for nok, at gjerningsmanden betalte boden, men han paalagdes tillige at sværge klageren en saakaldet jafnaðareiðr. Ifølge Bj. kap. 90 skulde denne gaa ud paa, at fornærmeren ikke paa grund af den fornærmedes villighed til at indgaa forlig ansaa

ham for mindre mand end sig selv, men at han i lignende fald

  1. Fr. 6–1: Margir vita eigi hvat laga bót er, en þó at vissi, þá vilja nú fáir þvi una. En Frostaþings bók skiptir lagabót hverjum eptir sinum burð ok metorði en ekki hinum bótum er þeir ofsa og vansa er i dómum sitja ok sáttmál gera.