Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/111

Denne siden er korrekturlest

mærkes, at den række af rettebøder, hvori ogsaa denne er optagen, netop har til hensigt at gjenoprette indre orden i riget efter de langvarige borgerkrige, hvis forvildende indflydelse paa folkets sæder sagaerne bringe sørgelige vidnesbyrd om, og som derfor ogsaa kunde antages i dette punkt at have slappet udøvelsen af den ældre ret. Undersøge vi imidlertid denne, saa støde vi paa den bekjendte yttring i Gul. kap. 186, at ingen kan tage bøder mere end 3 gange, uden at hævne sig imellem. Vistnok er dette steds proverbielle karakter altfor udpræget til, at man tør tage det paa ordet; men der ligger dog den utvivlsomme forudsætning til grund, at man ikke var strengt forpligtet til at modtage de tilbudte bøder. Saavel det ældre som det yngre lovsted synes derfor at vidne om en vag ubestemthed i lovreglerne paa dette omraade, og maa det end indrømmes, at andre steder, der kunne anføres som i nogen mon bidragsydende til spørgsmaalets løsning^[1], nærmest synes at gaa ud fra den mening, at bøderne, naar de først tilbødes, ogsaa blev at modtage, saa tør man dog neppe paastaa andet og mere, end at dette var den sædelige og sociale opfatning, der i det store flertal af tilfælder befulgtes, men at der bag den alligevel altid laa en juridisk mulighed for at sige nei, hvilken i den praktiske almindelighed var for fjern til, at man tænkte synderlig paa den, men som under særegne omstændigheder ikke desto mindre kunde gjøre sig gjældende. Af saadanne omstændigheder nævner, som vi have seet, Fr.loven den, at gjerningsmanden i det hele taget er en ugjerningsmand, og hint ordsprog i Gul.loven, at den krænkede oftere

har været udsat for slem medfart. Tilføies tør dog vistnok ogsaa

↑ F. ex. Gul. kap. 240, der siger, at et forligstilbud i drabssag kommer sent, naar det først sker efter et aars forløb, hvor forudsætningen altsaa er den, at eftermaalsmanden sidder og venter paa tilbud for at modtage det. Videre Fr. 4–22, der udtrykkelig siger, at „hvis han byder bøder, da helliger han sig, enten de tage mod dem eller ikke“, og 4–42, der om saare tilføielse kort og godt fastsætter: „da skal erlægges saarbøder og lægeløn og løgbaug til kongen og være han ilendr“, d. e. have han sin fred. Ligesaa utvivlsomt udtrykker sig Bj. § 44. Herimod staar dog atter Fr. 5–9: ef bœtr eru boðnar með vitni ok vill hinn við taka er hafa á, hvori fremdeles ligger, at han ogsaa kunde sige nei.

[1] F. ex. Gul. kap. 240, der siger, at et forligstilbud i drabssag kommer sent, naar det først sker efter et aars forløb, hvor forudsætningen altsaa er den, at eftermaalsmanden sidder og venter paa tilbud for at modtage det. Videre Fr. 4–22, der udtrykkelig siger, at „hvis han byder bøder, da helliger han sig, enten de tage mod dem eller ikke“, og 4–42, der om saare tilføielse kort og godt fastsætter: „da skal erlægges saarbøder og lægeløn og løgbaug til kongen og være han ilendr“, d. e. have han sin fred. Ligesaa utvivlsomt udtrykker sig Bj. § 44. Herimod staar dog atter Fr. 5–9: ef bœtr eru boðnar með vitni ok vill hinn við taka er hafa á, hvori fremdeles ligger, at han ogsaa kunde sige nei.

[1]