er blevet fortrængt af den anden benævnelse.[1] Til den fulde forstaaelse af sættarstævnets virksomhed hører imidlertid besvarelsen af to med hinanden nær forbundne, tvivlsomme spørgsmaal, nemlig hvorvidt de i lovene nævnte private bødestørrelser vare ufravigelige straffesatser eller kun lovens anvisning paa passende beløb, og om sagsøgeren paa sin side havde ret til at nægte bøders modtagelse med den følge, at utlegd isteden indtraadte.
Det er navnlig i klargjørelsen af det sidste, at vanskeligheden ligger. De gamle love iagttage nemlig en haardnakket taushed om sagen i dens almindelighed, lige indtil i den her behandlede lovperiodes slutning endelig en retterbod af Haakon Haakonssøn giver en bestemmelse derom. Denne gaar ud paa, at tilbud fra gjerningsmandens side om at betale bøder ikke med hin virkning af sagsøgeren kunde afslaaes, dog vel at mærke med mindre gjerningsmanden allerede én gang før havde gjort sligt værk – mod den nuværende sagsøger eller en anden er ligegyldigt –; thi i saa fald har den fornærmede ret til at gjøre ham utlæg og afslaa bøderne.[2] Ved denne undtagelse lider hovedsætningen, som man vil se, en betydelig indskrænkning, og den karakteriseres desuden tydeligt nok ved den samme indskrænkning som et bud, der blot med forbehold kunde opretholdes og følgelig ikke havde synderlig
stærk rod i folkebevidstheden. Paa den anden side maa det be-
- ↑ I lovene er ordet dómr det almindeligste, saaledes Fr. 6–1: þeir er i dómum sitja ok sáttmál gera. Bj. kap. 104 kalder stævnet 12 manna dómr, en benævnelse, der uagtet ogsaa passende paa skiladomen synes at have fæstnet sig til et teknisk udtryk for sættardomen. Samme betydning har vel ogsaa ordet nefndarstefna i Bj. kap. 23.
- ↑ Fr. indl. kap. 6: En ef hann kemr bóðum fyrir sik með fullum vörðzlum, þá er hann friðheilagr, en hinn utlegr er siðan drepr hann. En þó at sá maðr komi i sættir, er of sinn vann á saklausum manni, ok vinnr hann enn slikt verk annat sinni, ok traustir svá fé sinu eða frændum sínum ok kemr hann enn bóðum fyrir sik, þá taki hinn þvi at eins sættir at hann vili er siðar var misgört við, þó at hann (den krænkede) sé friðheilagr við konung, ok bótamaðr þó at hann hefni sín, hvárt sem hinn daur eða lifnar. En öll önnur útbótaverk fari eptir þvi sem áðr er i lögum mælt.
