dómsbehandlingen at uddrage af domens formelig udtalte godkjendelse af det retsstiftende faktum og den deraf udspringende retsfølge, og i vitterlige sager at tillægge vidnerne en i formen mere udstrakt virksomhed vilde være at gjøre dem til noget andet og mere end vidner, hvilket lovene ikke give nogen anledning end sige berettigelse til. I vitterlig sag traadte tværtimod sagsøgte selv i dómsmændenes sted: støttende sig til de for ham personlig fremførte skirskotningsvidners faktiske fremstilling af retsforholdet henvendte sagsøgeren sig til sin modparts egen lovsands og retskyndighed. For at en saadan søgsmaalsform imidlertid skulde kunne anvendes og blive et hovedinstitut i retsforfatningen, hvilket de gamle love klart vise her var tilfældet, maatte den nødvendigvis hvile paa den forudsætning, at enhver sagvolder var i besiddelse af den fornødne lovkundskab og retsbevidsthed, eller med andre ord, at rettighedens indhold med saa stor bestemthed fremgik af rettigheden selv, at et ethvert myndigt medlem af samfundet var istand til at drage slutningen. Vidneudsagnet og hvad deraf aflededes vare to ting; men det sidste var en ligesaa uvilkaarlig følgesætning af det første, som at døden er en følge af at blive dræbt, og den, der ikke vilde rette sig efter en slutning, som saaledes forudsattes af sig selv at fremstille sig for ham, var retsbryder og skyldig i ran.
Efter dette bliver det da heller ikke vanskeligt at se, hvilken plads Gul.lovens tilladelse for sagvolderen til at undskylde sig med lovukyndighed indtager i retsudviklingen. Den stod jo nemlig i ligefrem modsigelse med grundtanken for det vitterlige søgsmaal, at sagvolderen selv var forpligtet til at være dommer i sagen, og det bliver derfor klart, at naar kilden ikke desto mindre kun fremstiller den nævnte form som en variation i dette søgsmaal, saa kan den alene tilhøre en tid, da grundtanken ikke længere var et sandt udtryk for folkets retsstandpunkt; d. e. da lovene havde erholdt en saa rigelig uddannelse, at ikke en hvilkensomhelst mand, i hvis lod det faldt at være sagsøgt, selv i klarere sager med sikkerhed kunde give sig af med at anvende dem.
Den i det foregaaende udviklede anskuelse af vitterlighedens
