i jorden. At der her ogsaa foreligger et gjældsspørgsmaal, er nemlig kun den halve side af sagen; den anden var, at eieren skulde indløse sin jord.
At paapege, at formerne for vitterlige løsningssager oprindelig i alt væsentligt havde været de samme som for de øvrige vitterlige sager, kun at deres anvendelse maatte ske til bestemte tider, er imidlertid kun halvfuldendt værk; det maa ogsaa vises, at den retslige betragtningsmaade var den samme i begge fald, det er, at vægring ved at opfylde sagsøgerens vitterlige krav ved løsning af jord ligeledes var ran og som saadant hjemfalden thingets straffedom At ransbegrebet overhovedet ogsaa var anvendeligt paa uretlig besiddelse og benyttelse af fast eiendom, have vi allerede ovenfor seet. Selv uden nærmere tilrettevisning i kilderne turde vi derfor have antaget, at heller ikke den uretlige besidder af løsningsjord undgik at ansees skyldig i denne forbrydelse. Til ydermere sikkerhed siges dette imidlertid i Gul. kap. 268 udtrykkeligt. Den besidder, der ved ikke at fæste dom ligeoverfor løsningsmandens kvaða har gjort sagen vitterlig skal stævnes til thing for ran og lovløshed og være brødig en 18 øres bod til kongen, og den hele fremgang skildres ganske i samme ordelag som Gul. kap. 37 bruger om gjældssag i lignende stilling. Heller ikke i dette kjernepunkt unddrager altsaa løsningssagerne sig den raadende retsbetragtning.
Vi kaste efter dette et oversigtsblik over det hele vitterlighedsinstituts karakter og ledende grundtanke. Da en vægring af at efterkomme kravet var strafbart og altsaa indeholdt en retsfornægtelse, vil det indsees, at ikke alene det retsstiftende faktum og selve rettighedens tilværelse, men ogsaa dens for det enkelte tilfælde omspurgte indhold, det, som af den sagsøgte kunde fordres .opfyldt, ved kravshandlingen ansaaes at være bleven bragt paa det rene; thi først naar fordringen var bleven anerkjendt ret, kunde dens fornægtelse blive strafbar. Ovenfor er imidlertid bleven paavist, hvorledes vidnernes udsagn vistnok gik ud paa at stadfæste en rettigheds tilværelse, men at de i formen ikke afgav nogen kjendelse om, hvad der som følge af denne faktiske retstilstand in concreto skulde ske. Den sidste slutning blev derimod ved skila-
