Hopp til innhold

Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/105

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

karakter og stilling i vort ældre retsliv deles imidlertid ikke af alle; i modsætning dertil staar en anden, der gaar ud paa, at vitterlighedsprocessen, saaledes som den klarest foreligger for os i gjældssagernes behandling, kun var et mellemtrin i retsudviklingen, og at der oprindelig ogsaa i disse sager er bleven brugt en privat dómssættelse. Udgangspunktet for denne mening danner en anden tolkning af lovens bestemmelser om vitterlige løsningssager end den, vi ovenfor have fremsat. Man medgiver nemlig ikke identiteten mellem opladelsesstævnet i paaskeugen og de andre vitterlige sagers betalingsstævne, men vil lade det første svare til de sidstes kravssammenkomst. Dernæst tror man at burde forklare kilderne saaledes, at dómssættelsen er den oprindelige og regelmæssige fremgangsmaade i disse sager, og da løsningssøgsmaalene, i sig selv de mest formelle og tillige vedkommende tidens vigtigste eiendomsgjenstand, maa antages bedst at have bevaret de ældre former, saa sluttes heraf, at alle vitterlige sager fra først af have været den private dóm underkastede, og at de mindre formelle blandt dem i tidens løb have ladet den falde, ganske paa samme maade som i den historiske tid og ifølge lovenes udtrykkelige vidnesbyrd den enkelte skiladóm, der i ikke vitterlige gjældssager holdtes til edens paalæggelse, er bleven afløst af en fæstelse af ed,v foretagen af sagsøgte selv uden dóm. Rigtigheden af denne slutning finder man bestyrket ved den betragtning, at det dog ikke oprindelig kunde have været den sagsøgte afskaaret at forsvare sig mod de mod ham fremførte vidnesbyrd, hvorfor en dómssætning maatte til for at bedømme hans indvendinger, og man har i den sagsøgtes adgang til at føre modvidner villet se en gjenstaaende anvendelse af en saadan forsvarsret; thi vidner mod vidner synes dog at maatte kræve en domstol til deres bedømmelse. Efter domens afskaffelse er der derimod blevet affordret den sagsøgte umiddelbar underkastelse i rene og klare sager, medens man i andre mindre sikkre tillod ham at undskylde sig med ukyndighed i loven og at skyde sagen til things.

Vor hovedargumentation mod denne hypothese have vi nedlagt i den foranstaaende fremstilling. Vi have forsøgt at vise, at