kysten og længer nordover saa Alt vinterligt ud. I Tromsø havde man langt ud i Mai kunnet age paa Kjelke fra Mønningen af Husene. I Hammerfest havde man seet sig nødsaget til at minere bort store Sneskavler, der havde lagt sig truende udover det Fjeld, der hæver sig steilt op lige bag Byen. Snemassen vilde ellers paa Grund af indtræffende Tøveir og ved pludselig paa engang at løsne, let kunne have i egentlig Forstand feiet hele Byen ad undas. Ned til Amtmandens Dør gik der 12 Trappetrin i Sneen. I Vadsø var Snemængden mindre end i Hammerfest, og Russer, der vare ankomne fra Kola, fortalte, at der skulde have været mild Vinter i Trakterne af Archangel, saaledes at der var Haab om, at Hvidesøen vilde gaa ligesaa tidligt op som ellers.
Paa Grund af den sene Vaar var Bunøden i 1867 gruelig, især længer inde i Landet, hvor man ikke som ved Kysten har Anledning til at livnære Kreaturene med Tarre og den saakaldte «Løping» eller kogte Fiskehoveder, der især bruges i Finmarken hvor Høforraadet ikke sjelden slipper op allerede i Marts Maaned. Fjeldlapperne søndenfor Tromsø havde, uden Anelse om saadanne Snemasser ved Kysten og paa Grund af, at der over Mosemarkerne tilfjelds havde lagt sig et ineget haardt Lag af Skare og Issvul, tidligere end sædvanligt drevet sine Rensdyr ned paa Myrene ved Kysten; men man fortalte, at disse omkom i hundredevis, ligesom at Kalvene baade paa Grund af Snemængden og Kulden frøs ihjel, strax de fødtes.
Fuglen paa Æggeværene langs Finmarkskysten vare ogsaa ilde farne denne Vaar. Sne laa der endnu overalt paa den Tid, da de pleie at lægge Æg. Følgen var, at de maatte lægge disse paa nogle sammenrapsede Straa ovenpaa Sneen. Men ved Varmen af Rugefuglen smeltede Sneen, og Æggene rullede fra hverandre. En hel Del af de Æg, som man den Vaar fik tilkjøbs, vare derfor ogsaa frosne.
Om Lapperne[1] har der været skrevet saa meget og af saa Mange, at der neppe er noget Nyt mere at fortælle. Derimod
- ↑ Benævnelsen Lap og Lapper stammer maaske fra det finske Sprog. Lapperne kalde sig selv — lige fra Røros til Ponoi — med det fælles
