Hvorsomhelst man reiste i 1867, klagede Folk over, at Vaaren kom senere, end Tilfældet havde været i Mands Minde. Det var ikke blot i Fjeldtrakterne, at disse Klager løde overlydt, men ogsaa langs Kysten lige fra Lindesnæs til Jakobselven i Sydvaranger. Den 21de Mai kjørte jeg over Glommen ved Kopangsund med Hest og Kariol. Slædeføret var, hvad Snemængden angik, godt over Moraskogen og ypperligt som midtvinters over Tønsætkjølen den 23de Mai, ja hvad værre var, Folk fortalte, at de tidligere paa Vinteren ikke havde havt saa godt Slædeføre som netop da. Bæljingen[1] og andre Fjelde, som man ser fra Postveien, laa naturligvis sneklædte som midtvinters. Der kom netop den Dag, da jeg kjørte over Tønsætkjølen, den ene tunge og tætte Snekave efter den anden, og Veiret var ikke mildere, end at Skydsgutten maatte bruge sin Vintersauskindspels og sine Lovaatter.
Langs Kysten nordover fra Trondhjem laa Sneen endnu den 29de Mai lige ned til Strandbredden. Det Indre af Altenfjorden, Finmarkens Italien, gjorde derimod en ganske mærkelig Undtagelse. Man saa der større Flækker bar Mark, end der tidligere fra Dampskibet havde været at se lige ned fra Namsos af. Ude ved Hav-
- ↑ Maaske Moraskogen har sit Navn af det Lappiske muorra, Træ, Skog, og Bæljingen af bælje. To af Fjeldets Toppe ligne nemlig to spidse Hundeøren. I Finmarken findes ogsaa et Fjeld af samme Navn, nemlig Bæljatschak ɔ: de to smaa Hundeøren, paa Grund af 2 opstikkende Fjeldtoppes Lighed med saadanne. To lignende Fjeldtoppe findes i Helgeland og kaldes Bælgene (ɔ: Bæljak, Ørene). I Fald denne Afledning er rigtig, saa er disse to Stedsnavne — Moraskongen og Bæljingen — maaske de sydligste, som kunne paavises i Norge af lappisk Oprindelse.
