Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/98

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
50
Haakon Magnusſøn.


mands-Embedet, hvortil han efter det førſte Aars Forløb ikke mere vilde have nogen Ret, naar denne ej var bleven udtrykkeligt fornyet.

Fra Island begav Hirdſtjoren Andres Sveinsſøn og Lagmanden, forhen Hirdſtjore, Thorſtein Eyjulfsſøn, ſig over til Norge i 1375, upaatvivleligt enten ifølge Indkaldelſe af Kongen, eller ved Efterretningen om Kong Magnus’s Død, for ſaa ſnart ſom muligt at ſøge Bekræftelſe i ſine Embeder. Denne fik de ogſaa; de vendte i 1376 begge to tilbage til Island, Andres ſom Hirdſtjore over hele Landet, og Thorſtein ſom Lagmand over Nordlandet og Veſtlandet. Det er viſtnok upaatvivleligt disſe to Mend, hvilke Kongen overdrog at tage den føromtalte Troſkabs-Eed af Islendingerne; men da de ikke kom ud til Øen førend i October 1376, kunde det ej ſkee førend paa følgende Aars Althing, og ſiden ſysſelviis, ſom det ovenfor er nævnt[1]. Dog vedblev ogſaa Andres Giſlesſøn af Mark, der 1358 og 1366—67 var Hirdſtjore, fremdeles at kaldes „Kongens Ombudsmand“: han kaldes netop ſaaledes i et Brev, ſom Kongen udgav i April 1375, og havde da bragt endeel Gods tilhørende Kongen, maaſkee Skatten, fra Island; men paa Tilbagereiſen til Island omkom han paa Skibet „Sunnivesſuden“, der gik til Grunde[2].

Hvorledes det forholdtes med den ſydøſtlige Deel af Landet, Baagahuus med Elveſysſel, der maaſkee var pantſat til Hanſeaterne, vides ikke med Vished. Førſt langt ſenere hen i Tiden erfare vi at Baagahuus med Tilliggende, altſaa netop Elveſysſel, var Dronning Margretes Morgengave[3]. Men da dette Landſkab paa den Tid, da hun egtede Haakon, nemlig i 1363, endnu tilhørte Dronning Blanche ſom Morgengave eller rettere ſom Æqvivalent for hendes tidligere Morgengave, kan det ikke da have været givet til Margrete, men i det højeſte kun være lovet hende. Imidlertid have vi ſeet, at det allerede lidt før Blanches Død i et Par Aars Tid var overladt til Kong Valdemar eller dennes Ombudsmand

  1. De isl. Annaler, l. c. Herved er forøvrigt at bemerke, at Flatø-Annalerne lade Andres og Thorſtein komme ud til Island i 1375 og Troſkabseden blive aflagt 1376, hvilket visſelig ſynes at være rimeligere, end at begge Dele ſkulde rykkes et Aar frem, iſær da det jo udtrykkeligt ſiges, at de ankom til Island lidt for Vinterdag, hvilket netop var rimeligt, naar de vendte tilbage fra Norge efter allerede tidligere paa Sommeren at være dragne hjemme fra. Thi at det baade laa i deres egen og Kongens Interesſe, at de ſaaſnart ſom muligt vendte tilbage til Island og ikke laa et heelt Aar uvirkſomme i Norge, er aabenbart. Men Jon Sigurdsſøn ſees dog i „Safn til Sögu ÍslandsII. 1. S. 71 at antage 1376 og 1377 for de rette Aar, og under den ſørgelige Forvirring, hvori Udgaven af Annalerne har bragt Tidsregningen, maa man rette ſig efter hans, den i disſe Materier meſt Kyndiges Autoritet, indtil en ny kritiſk Gjennemgaaelſe af de forſkjellige Annalhaandſkrifter har fundet Sted.
  2. Dipl. N. II. 435. Isl. Ann. S. 325. Sunnivesſuden havde i 1373 gjort to Reiſer frem og tilbage mellem Norge og Island.
  3. See Suhm XIV. S. 237.