mands-Embedet, hvortil han efter det første Aars Forløb ikke mere vilde have nogen Ret, naar denne ej var bleven udtrykkeligt fornyet.
Fra Island begav Hirdstjoren Andres Sveinssøn og Lagmanden, forhen Hirdstjore, Thorstein Eyjulfssøn, sig over til Norge i 1375, upaatvivleligt enten ifølge Indkaldelse af Kongen, eller ved Efterretningen om Kong Magnus’s Død, for saa snart som muligt at søge Bekræftelse i sine Embeder. Denne fik de ogsaa; de vendte i 1376 begge to tilbage til Island, Andres som Hirdstjore over hele Landet, og Thorstein som Lagmand over Nordlandet og Vestlandet. Det er vistnok upaatvivleligt disse to Mend, hvilke Kongen overdrog at tage den føromtalte Troskabs-Eed af Islendingerne; men da de ikke kom ud til Øen førend i October 1376, kunde det ej skee førend paa følgende Aars Althing, og siden sysselviis, som det ovenfor er nævnt[1]. Dog vedblev ogsaa Andres Gislessøn af Mark, der 1358 og 1366–67 var Hirdstjore, fremdeles at kaldes „Kongens Ombudsmand“: han kaldes netop saaledes i et Brev, som Kongen udgav i April 1375, og havde da bragt endeel Gods tilhørende Kongen, maaskee Skatten, fra Island; men paa Tilbagereisen til Island omkom han paa Skibet „Sunnivessuden“, der gik til Grunde[2].
Hvorledes det forholdtes med den sydøstlige Deel af Landet, Baagahuus med Elvesyssel, der maaskee var pantsat til Hanseaterne, vides ikke med Vished. Først langt senere hen i Tiden erfare vi at Baagahuus med Tilliggende, altsaa netop Elvesyssel, var Dronning Margretes Morgengave[3]. Men da dette Landskab paa den Tid, da hun egtede Haakon, nemlig i 1363, endnu tilhørte Dronning Blanche som Morgengave eller rettere som Æqvivalent for hendes tidligere Morgengave, kan det ikke da have været givet til Margrete, men i det højeste kun være lovet hende. Imidlertid have vi seet, at det allerede lidt før Blanches Død i et Par Aars Tid var overladt til Kong Valdemar eller dennes Ombudsmand
- ↑ De isl. Annaler, l. c. Herved er forøvrigt at bemerke, at Flatø-Annalerne lade Andres og Thorstein komme ud til Island i 1375 og Troskabseden blive aflagt 1376, hvilket visselig synes at være rimeligere, end at begge Dele skulde rykkes et Aar frem, især da det jo udtrykkeligt siges, at de ankom til Island lidt for Vinterdag, hvilket netop var rimeligt, naar de vendte tilbage fra Norge efter allerede tidligere paa Sommeren at være dragne hjemme fra. Thi at det baade laa i deres egen og Kongens Interesse, at de saasnart som muligt vendte tilbage til Island og ikke laa et heelt Aar uvirksomme i Norge, er aabenbart. Men Jon Sigurdssøn sees dog i „Safn til Sögu Íslands“ II. 1. S. 71 at antage 1376 og 1377 for de rette Aar, og under den sørgelige Forvirring, hvori Udgaven af Annalerne har bragt Tidsregningen, maa man rette sig efter hans, den i disse Materier mest Kyndiges Autoritet, indtil en ny kritisk Gjennemgaaelse af de forskjellige Annalhaandskrifter har fundet Sted.
- ↑ Dipl. N. II. 435. Isl. Ann. S. 325. Sunnivessuden havde i 1373 gjort to Reiser frem og tilbage mellem Norge og Island.
- ↑ See Suhm XIV. S. 237.
