Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
49
1375. Alexander de le Ard paa Orknøerne.

eller en Deel deraf, men nærmeſt har han dog vel tænkt paa Erngiſl Jarl, der fremdeles bibeholdt Titlen, uagtet han nu havde underkaſtet ſig Kong Albrecht, og ſaaledes, om han juſt ikke egentlig havde ſtillet ſig i noget fjendtligt Forhold til Kong Haakon, dog i alle Fald ikke længer kunde betragtes ſom hans Mand eller Vaſall. Erngiſls Rettigheder til Jarldømmet ſynes ogſaa nu ganſke at maatte være ophørte, da hans anden Huſtru, med hvem han fik det, Annot Maliſesdatter, forlængſt var død uden Arvinger, og han allerede længe havde været gift med ſin tredie Huſtru, Ingeborg Magnusdatter, Enke efter Hr. Benedict Thuresſøn. Man finder ogſaa, at han efter denne Tid ſtundom kaldte ſig ſlet og ret Ridder og en enkelt Gang „Baron“; men ſom ofteſt bibeholdt han dog Jarletitlen[1]. Af andre Prætendenter, der kunde melde ſig, og maaſkee allerede havde meldt ſig, maa Henrik af St. Slaa: og Maliſe Guthormsſøn Sperra, begge to Datterſønner af Maliſe Jarl, have været de fornemſte. Vi ville i det følgende ſee, at det lykkedes den førſte at erhverve Jarleverdigheden; hvorfor dette ikke ſkete ſtrax, vides ikke. Formodentlig maa hans Fetter Alexander, ſom Søn af Maliſe Jarls eldſte Datter, have været anſeet for bedſt berettiget; han arvede ogſaa, heder det, Hovedgaarden, der tilhørte Jarledømmet Katanes, og ſkal endog have faaet Titel af Jarl derover, men ſolgte ſaavel Gaarden ſom Titlen til Kong Robert Stuart i Skotland; han ſkal ligeledes ſom Arvedeel efter ſin Moder have faaet Beſiddelſer paa Orknøerne. At han i Egenſkab af kongelig Høvedsmand eller Hirdſtjore tog Øerne og Slottet i Kirkevaag i Beſiddelſe, kan man ikke tvivle paa — der fortælles udtrykkeligt, at han „gererede ſig ſom Sysſelmand og Høvding over Orknøerne“[2] — men om han efter Beſtemmelſen kom tilbage til Norge med ſine Beviisligheder i 1376, er et ſtort Spørsmaal. Der nævnes ikke et Ord derom i Annaler eller Breve, og maa man derfor helſt ſlutte, at han efter vel at være kommen til-Øerne, har ſøgt at gjøre ſig uafhængig, eller idetmindſte ladet haant om at opfylde ſin Forpligtelſe, og at dette har været Hovedaarſagen, hvorfor han ej alene ikke fik Jarleverdigheden, hvad der dog aabenbart har været den oprindelige Beſtemmelſe, men endog efter fire Aars Forløb maatte give Slip paa Høveds-

  1. At opregne alle de Gange, Erngiſl Sunesſøn kalder ſig og kaldes Jarl indtil ſin Død i 1392, vilde være for vidtløftigt. I Diarium Vazstenense (Scr. r. Sv. I. S. 107), hvor hans Død, 26de Decbr. 1392, omtales, kaldes han „Jærl, et comes Orcadensis“. I ſit ſidſte Teſtament af 19de Jan. 1392 kalder han ſig dog ſelv kun „Ridder“ (miles). I ſine tidligere Gavebreve af 23de April 1378 og 23de Jan. 1379 kalder han ſig „Jarl“. Derimod kaldes han „Baron“ i et Brev af 20de Octbr. 1377, og ſelv kalder han ſig ſlet og ret „Ridder“ i et Brev formodentlig af 1382.
  2. See Symbolæ ad hist. ant. Norvegiæ, S. 24. 25.