eller en Deel deraf, men nærmest har han dog vel tænkt paa Erngisl Jarl, der fremdeles bibeholdt Titlen, uagtet han nu havde underkastet sig Kong Albrecht, og saaledes, om han just ikke egentlig havde stillet sig i noget fjendtligt Forhold til Kong Haakon, dog i alle Fald ikke længer kunde betragtes som hans Mand eller Vasall. Erngisls Rettigheder til Jarldømmet synes ogsaa nu ganske at maatte være ophørte, da hans anden Hustru, med hvem han fik det, Annot Malisesdatter, forlængst var død uden Arvinger, og han allerede længe havde været gift med sin tredie Hustru, Ingeborg Magnusdatter, Enke efter Hr. Benedict Thuressøn. Man finder ogsaa, at han efter denne Tid stundom kaldte sig slet og ret Ridder og en enkelt Gang „Baron“; men som oftest bibeholdt han dog Jarletitlen[1]. Af andre Prætendenter, der kunde melde sig, og maaskee allerede havde meldt sig, maa Henrik af St. Slaa: og Malise Guthormssøn Sperra, begge to Dattersønner af Malise Jarl, have været de fornemste. Vi ville i det følgende see, at det lykkedes den første at erhverve Jarleverdigheden; hvorfor dette ikke skete strax, vides ikke. Formodentlig maa hans Fetter Alexander, som Søn af Malise Jarls eldste Datter, have været anseet for bedst berettiget; han arvede ogsaa, heder det, Hovedgaarden, der tilhørte Jarledømmet Katanes, og skal endog have faaet Titel af Jarl derover, men solgte saavel Gaarden som Titlen til Kong Robert Stuart i Skotland; han skal ligeledes som Arvedeel efter sin Moder have faaet Besiddelser paa Orknøerne. At han i Egenskab af kongelig Høvedsmand eller Hirdstjore tog Øerne og Slottet i Kirkevaag i Besiddelse, kan man ikke tvivle paa – der fortælles udtrykkeligt, at han „gererede sig som Sysselmand og Høvding over Orknøerne“[2] – men om han efter Bestemmelsen kom tilbage til Norge med sine Beviisligheder i 1376, er et stort Spørsmaal. Der nævnes ikke et Ord derom i Annaler eller Breve, og maa man derfor helst slutte, at han efter vel at være kommen til-Øerne, har søgt at gjøre sig uafhængig, eller idetmindste ladet haant om at opfylde sin Forpligtelse, og at dette har været Hovedaarsagen, hvorfor han ej alene ikke fik Jarleverdigheden, hvad der dog aabenbart har været den oprindelige Bestemmelse, men endog efter fire Aars Forløb maatte give Slip paa Høveds-
- ↑ At opregne alle de Gange, Erngisl Sunessøn kalder sig og kaldes Jarl indtil sin Død i 1392, vilde være for vidtløftigt. I Diarium Vazstenense (Scr. r. Sv. I. S. 107), hvor hans Død, 26de Decbr. 1392, omtales, kaldes han „Jærl, et comes Orcadensis“. I sit sidste Testament af 19de Jan. 1392 kalder han sig dog selv kun „Ridder“ (miles). I sine tidligere Gavebreve af 23de April 1378 og 23de Jan. 1379 kalder han sig „Jarl“. Derimod kaldes han „Baron“ i et Brev af 20de Octbr. 1377, og selv kalder han sig slet og ret „Ridder“ i et Brev formodentlig af 1382.
- ↑ See Symbolæ ad hist. ant. Norvegiæ, S. 24. 25.
