Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
48
Haakon Magnussøn.

stjore“, hvilket vilde sige det samme. Af en Skrivelse til Orknøingerne af samme Dag, hvorved Kongen bekjendtgjorde dem dette, idet han udtrykkeligt erklærede at have truffet denne Bestemmelse med sin kjære Frænde Sigurd Hafthorssøns og flere sine gode Mends Raad, erfarer man, at denne Forlening kun var foreløbig, .indtil Alexander havde fuldstændigt godtgjort sin Arveret til Jarledømmet, og at det vistnok maa have været Kongens Hensigt, hvis Beviserne vare fyldestgjørende, virkelig at udnævne ham til Jarl eller idetmindste at meddele ham Forleningen paa lengere Tid. Thi det paalagdes ham til næste St. Hansdag (altsaa i 1376) atter at indfinde sig hos Kongen „for at aflegge ham Beviisning paa, hvad Ret og Skjel han siger sig at have til Herredømmet eller Jarledømmet, samt derhos aflegge fuldstændigt Rede for Kongens Indtægter, som han allerede havde oppebaaret eller herefter kom til at oppebære, og oplyse, hvorledes det har sig med Trætten mellem ham og Biskopen. Imidlertid skulde han kunne afse-tie og indsette Ombudsmend og forestaa Landet og. Almuen paa Kongens Vegne, saaledes som han vilde svare for Gud og gode Mend. Hvis nogen Ufred hjemsøgte Landet, skulde Lagmanden saavelsom den hele Almue være ham og hans Ombudsmend behjelpelige til alt, hvad der kunde gavne Landet og maatte forlange, og fornemmeligen paalagdes det Biskop Viljam saavelsom alle de kongelige Mend at understøtte ham, især hvis udenlandske eller indenlandske Mend vilde tvinge ham eller hans Ombudsmend fra sin Ret eller gjøre Landet Skade. Overhoved paalagdes det Alle, Lærde som Læge, at være ham og ingen anden lydige og villige i alt, hvad de vare Kongedømmet og Jarlen skyldige efter Landsens Ret, saasandt som ingen af dem vilde betragtes som Landraademand mod Kongen og Norges Krone. Lige.ledes tilholdtes Alexander og hans Ombudsmend at tale Lov og Ret til Enhver, og med Skaansel, hvor det kunde behøves, men ikke at tynge Nogen mod Lov og Ret; og udtrykkeligen blev det fremhævet, at Kongen ikke havde overdraget ham Landet paa anden Maade, end som sin „veldige Høvedsmand, Gjemmer, og rette Sysselmand“[1]. Naar Kongen i dette Sysselbrev udtrykkeligt bød Orknøingerne ikke at lyde nogen anden end Alexander og at understøtte ham mod Angreb af indenlandske eller udenlandske Mend, faa kan han vel i Almindelighed have haft de andre Prætendenter for Øje, der som Ætlinger af Malise Jarl gjorde Fordring paa Jarledømmet

    neum et custodem“, hvilket i det paa Norsk affattede Brev til Orknøingerne, som vi strax nedenfor omtale, gjengives med „sem várum völdugum höfuðsmanni, geymara ok réttum sýslumanni“.

  1. Dipl. Norv. II. 438.