Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
48
Haakon Magnusſøn.

ſtjore“, hvilket vilde ſige det ſamme. Af en Skrivelſe til Orknøingerne af ſamme Dag, hvorved Kongen bekjendtgjorde dem dette, idet han udtrykkeligt erklærede at have truffet denne Beſtemmelſe med ſin kjære Frænde Sigurd Hafthorsſøns og flere ſine gode Mends Raad, erfarer man, at denne Forlening kun var foreløbig, .indtil Alexander havde fuldſtændigt godtgjort ſin Arveret til Jarledømmet, og at det viſtnok maa have været Kongens Henſigt, hvis Beviſerne vare fyldeſtgjørende, virkelig at udnævne ham til Jarl eller idetmindſte at meddele ham Forleningen paa lengere Tid. Thi det paalagdes ham til næſte St. Hansdag (altſaa i 1376) atter at indfinde ſig hos Kongen „for at aflegge ham Beviisning paa, hvad Ret og Skjel han ſiger ſig at have til Herredømmet eller Jarledømmet, ſamt derhos aflegge fuldſtændigt Rede for Kongens Indtægter, ſom han allerede havde oppebaaret eller herefter kom til at oppebære, og oplyſe, hvorledes det har ſig med Trætten mellem ham og Biſkopen. Imidlertid ſkulde han kunne afſe-tie og indſette Ombudsmend og foreſtaa Landet og. Almuen paa Kongens Vegne, ſaaledes ſom han vilde ſvare for Gud og gode Mend. Hvis nogen Ufred hjemſøgte Landet, ſkulde Lagmanden ſaavelſom den hele Almue være ham og hans Ombudsmend behjelpelige til alt, hvad der kunde gavne Landet og maatte forlange, og fornemmeligen paalagdes det Biſkop Viljam ſaavelſom alle de kongelige Mend at underſtøtte ham, iſær hvis udenlandſke eller indenlandſke Mend vilde tvinge ham eller hans Ombudsmend fra ſin Ret eller gjøre Landet Skade. Overhoved paalagdes det Alle, Lærde ſom Læge, at være ham og ingen anden lydige og villige i alt, hvad de vare Kongedømmet og Jarlen ſkyldige efter Landſens Ret, ſaaſandt ſom ingen af dem vilde betragtes ſom Landraademand mod Kongen og Norges Krone. Lige.ledes tilholdtes Alexander og hans Ombudsmend at tale Lov og Ret til Enhver, og med Skaanſel, hvor det kunde behøves, men ikke at tynge Nogen mod Lov og Ret; og udtrykkeligen blev det fremhævet, at Kongen ikke havde overdraget ham Landet paa anden Maade, end ſom ſin „veldige Høvedsmand, Gjemmer, og rette Sysſelmand“[1]. Naar Kongen i dette Sysſelbrev udtrykkeligt bød Orknøingerne ikke at lyde nogen anden end Alexander og at underſtøtte ham mod Angreb af indenlandſke eller udenlandſke Mend, faa kan han vel i Almindelighed have haft de andre Prætendenter for Øje, der ſom Ætlinger af Maliſe Jarl gjorde Fordring paa Jarledømmet

    neum et custodem“, hvilket i det paa Norſk affattede Brev til Orknøingerne, ſom vi ſtrax nedenfor omtale, gjengives med „sem várum völdugum höfuðsmanni, geymara ok réttum sýslumanni“.

  1. Dipl. Norv. II. 438.