Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/95

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
47
1375. Alexander de le Ard paa Orknøerne.

vejen, men blev i Boulogne, der ſiges ikke hvorfor, greben og fængſlet; han blev vel ſiden løskjøbt for 500 Mk., men neppe førend efter et Aars Forløb, thi førſt den 25de Januar 1376 holdt han ſin Indtrædelſe[1]. Hvor længe han foreſtod Biſkopsſtolen, vides ikke, kun er det viſt, at han levede i 1380[2]. Efter hans Tid bleve neppe Biſkoperne over Syderøerne mere udnævnte ved pavelig Proviſion, og deraf fulgte ogſaa, at de ikke længere tog nogen Notits af Erkebiſkopen i Nidaroos.

5. Kong Haakon indſetter Alexander de le Ard til Høvedsmand paa Orknø og lader Islendingerne ſverge ſig Troſkabseed. Dronning Margretes Morgengave.


Kong Haakons førſte Foretagende efter at have erfaret Faderens Død var viſtnok at tage de Landſkaber i Beſiddelſe, ſom hidtil havde tilhørt denne. Med Beſtemthed vide vi dette ikke, uden om Island, hvor Kong Haakon, uagtet man forhen havde ſvoret ham Troſkabseed der, da hans Fader var tagen til Fange, nu atter foreſkrev, at en ſaadan Troſkabseed ſkulde aflegges, førſt paa Althinget af tre Tylfter Bønder, ſiden enkeltviis i Syſlerne[3]. Hans Ophold paa Tunsbergshuus i Januar 1375 og, ſom det lader, indtil over Paaſken havde upaatvivleligt ſamme Øjemed, og maa man derfor ligeledes formode, at han i ſamme Erende var over paa Øſtſiden, i Borgeſysſel, Ranrike og Elveſysſel. Ogſaa over Orknøerne forføjede han, idet han paa et Raadsmøde i Oslo, hvor navnlig Hr. Sigurd Hafthorsſøn var tilſtede, den 30te Juni 1375 forlenede den forhen nævnte Alexander de le Ard, Datterſøn af Maliſe Jarl, med Jarledømmet for et Aar, det vil ſige indtil næſte St. Hansdag[4]. Denne Alexander, der havde begivet ſig over til Norge, ſom det heder, for at gjøre ſig fortjent til Kongens Naade og Velvilje, fik Forleningen paa de Vilkaar, at han af de kongelige Indtægter, der ej hørte til Sagøren, ſkulde have det Halve, og ſende den anden Halvdeel til Bergens Fehirdſle, men at han ſkulde beholde den hele Sagøre undtagen Thegngilde og Ubødemaal, hvilke Kongen forholder ſig ſelv. Heller ikke fik han Jarletitel, men kaldes alene Kongens „veldige Høvedsmand og Gjemmer“[5], formodentlig ogſaa ofte „Hird-

  1. See herom Chron. Reg. Manniæ, udgaven af 1860 S. 31, 184.
  2. Sammeſteds, S. 189.
  3. Isl. Annaler, Udgaven S. 328. Om Tiden, da denne Hylding ſkete, ſee nedenfor.
  4. Dipl. N. II. 1375.
  5. I Brevet, der er affattet paa Latin, ſtaar der „verum et potentem capita-